Råd og værktøjer til din fondsansøgning

Baggrund/State of the art (projektbeskrivelsen)

Projektbeskrivelsens baggrundsafsnit skal redegøre for projektets videnskabelige og teoretiske grundlag. Fremfor at give en udtømmende beskrivelse af hele dit forskningsfelt skal du fokusere på den information, der er nødvendig for at forstå dit projekt og sætte det ind i en relevant sammenhæng.

Derfor skal du også tydeliggøre, hvad det er, man endnu ikke ved/kan inden for dit felt. Det vil sige, at du skal pege på ”huller” i den eksisterende viden – og vise, at det er netop de huller, som du med dit projekt forsøger at udfylde.

Afsnittet skal:

  • skitsere den foreliggende viden inden for dit forskningsfelt (”state-of-the-art”) med fokus på, hvordan dit projekt udfylder et hul i den eksisterende forskning
  • demonstrere det faglige rationale for at gennemføre projektet
  • om muligt argumentere for, hvorfor projektet skal gennemføres netop nu
  • om muligt gøre opmærksom på dine tidligere bidrag til forskningsfeltet
  • holde den røde tråd i forhold til projektets formål og perspektiver.