Råd og værktøjer til din fondsansøgning

Formål og perspektiver (projektbeskrivelsen)

Du skal præsentere projektets problemstilling, formål og forventede resultater/perspektiver i det første afsnit på projektbeskrivelsens første side (efter et eventuelt resumé). Du bør også fremhæve projektets nyhedsværdi, ligesom det er oplagt at præsentere eventuelle hypoteser her.

Derudover kan det være relevant at argumentere for, hvorfor dit projekt skal gennemføres netop nu og ikke om for eksempel fem år. 

Eksempler: Hvorfor skal projektet gennemføres netop nu?

  • Projektet forsker i en problemstilling, som p.t. er et politisk fokusområde.
  • Projektet forsker i behandling af en sygdom med høj dødelighed.
  • Projektet skal koordineres med uopsættelige forhold som for eksempel en solformørkelse eller en igangværende oplysningskampagne.
  • En helt ny teknik i laboratoriet har netop for første gang gjort det muligt at undersøge og få svar på det mangeårige spørgsmål om […].
  • Et nyt forskningsgennembrud har netop åbnet døren for at undersøge en helt ny sammenhæng mellem […].

Væk bedømmers interesse fra allerførste linje

Bedømmerne har sjældent tid til at læse alle ansøgninger grundigt. Du øger derfor dine chancer for succes, hvis du formår at vække bedømmerens interesse fra allerførste linje. Arbejd med andre ord i særlig høj grad på at vise vigtigheden af dit projekt og din idé på side 1.

Tips til projektbeskrivelsens første linjer:

  • Undgå at indlede med et langt afsnit med baggrundsinformation – det sælger ikke projektet.
  • Kom til sagens kerne – præsentér problemstilling og formål med det samme.
  • Vis, hvordan/hvorfor dit projekt falder inden for fondens fokusområde.
  • Vis, hvorfor/hvordan projektet er relevant og aktuelt.

Formål

For at formulere projektets formål på en meningsfuld måde skal du definere den problemstilling, du ønsker at løse. Hvis muligt er det en god idé at sætte problemet ind i et samfundsperspektiv samt at beskrive problemets omfang ved hjælp af tal eller facts.

Hvis dit projekt består af flere delprojekter, bør du først formulere projektets overordnede formål og derefter præcisere formålet for hvert delprojekt (eventuelt på punktform, da det gør teksten let at overskue).

Perspektiver

Når du beskriver perspektiverne for dit projekt, skal du forholde dig til, hvilken effekt projektets resultater vil have. Vær konkret og realistisk, og forhold dig gerne til muligheden for, at du ikke kan påvise din hypotese eller gennemføre dit projekt. Er der i så fald delelementer af dit projekt, der stadig vil kunne bruges?

Spørgsmål som kan guide dig, når du skal formulere projektets perspektiver:

  • Hvorfor er det vigtigt at udføre projektet?
  • Hvilken forskel vil projektet gøre? 
  • Hvilke resultater forventer du at have til rådighed, når projektet er afsluttet?
  • Hvad er det forventede udbytte fra projektet?
  • Hvad bliver muligt, når projektets resultater anvendes i praksis?
  • Hvilken effekt vil projektet have for en given målgruppe eller samfundet i al almindelighed?
  • Hvem har interesse i projektet og hvorfor?

Hvis du kan sætte tal på effekten af dine resultater, er det ofte et letforståeligt og overbevisende salgsargument.

Eksempler på målbare effekter:

  • at optimere processer i virksomheder, som derved kan spare tid eller penge
  • at øge chancen for at overleve en alvorlig sygdom 
  • at mindske pesticidforbruget

Ikke alle projekter sigter efter et resultat, der kan gøres op i tal. Forklar her i stedet, hvilken effekt dit projekt vil have på samfundet. Har dit projekt ikke en direkte effekt eller umiddelbar nytteværdi, forklar da læseren, hvilke afledte effekter det kan have.

Eksempler på afledte effekter:

  • at åbne døre for nye forskningsprojekter
  • at udvide flaskehalse i forskningsprocesser 
  • at lave et teoretisk fundament for en senere praktisk anvendelse af dine resultater  

Du skal som et minimum altid kunne vise, hvilken ny viden dit projekt producerer, og hvem det er relevant for.


1426750 / i40