Opsigelse fra medarbejder
Varslingsregler
For funktionærer:
Hvis der er aftalt en prøvetid, har medarbejderen i prøvetiden ret til at sige op uden varsel, medmindre andet er aftalt.
Når en eventuel prøvetid er udløbet, eller hvis der ikke er aftalt en prøvetid, kan den ansatte i henhold til Funktionærloven sige sin stilling op med et varsel på 1 måned til ophør ved udgangen af en måned. Hvis der er aftalt en længere varsel fra den ansattes side, gælder dette varsel. Det er dog en forudsætning, at varslet fra universitetets side er forlænget tilsvarende.
For ikke-funktionærer:
I fællesoverenskomsterne og AC-overenskomsten er der bestemmelser om, at funktionærlovens regler om varsling af opsigelse og fratrædelsesgodtgørelse også gælder for månedslønnede ikke-funktionærer. Hvis der er aftalt en prøvetid, kan en månedslønnet ikke-funktionær derfor opsige sin stilling uden varsel i prøvetiden.
Efter eventuel prøvetid kan den pågældende sige sin stilling op med 1 måneds varsel til ophør ved udgangen af en måned. For timelønnede ikke-funktionærer gælder kortere varsler. Se den relevante (fælles)overenskomst i Personalestyrelsen.
På områder uden for fællesoverenskomsterne/AC-overenskomsten kan der findes afvigende regler.
Skriftlighed
Der er ikke krav om, at medarbejderen skal opsige sin stilling skriftligt. Sædvanligvis fremsender medarbejderen dog en skriftlig opsigelse til sin nærmeste leder. Sker opsigelsen ikke skriftligt, skal der sikres bevis for, at den pågældende har sagt op, enten ved at bede den pågældende om at bekræfte opsigelsen pr. mail, eller ved at universitetet bekræfter modtagelsen af opsigelsen.
For så vidt angår tjenestemandsansatte medarbejdere som er udnævnt ved kongelig resolution skal en opsigelse stiles til dronningen.




