Årsager til sygefravær ifm. graviditet med tvillinger eller andre flerbørnsfødsler

Reglerne om sygeligt forløbende graviditet mv.:

En ansat har ret til fravær fra arbejdet med sædvanlig løn på grund af graviditet tidligere end 6 uger før forventet fødsel, hvis:

A) det efter en lægelig bedømmelse skønnes, at graviditeten har et sygeligt forløb, der ved fortsat beskæftigelse vil medføre risiko for kvindens helbred eller fostret.

Det kan for eksempel være:

  • truende abort
  • tvillinge- eller flerbørnsfødsler, hvis risikoen for abort eller for tidlig fødsel er øget
  • svangerskabsforgiftning med forhøjet blodtryk, æggehvide i urinen og/eller vand i kroppen
  • særlige tilfælde med voldsomme og/eller hyppige opkastninger, som påvirker almentilstanden (fx med vægttab) og medfører uarbejdsdygtighed
  • vaginalblødning
  • bækkenløsning
  • for tidlig løsning af moderkagen
  • alvorlige psykiske lidelser i forbindelse med graviditeten, herunder tilfælde af gravidetetsbelastningssyndromet, der giver så kraftige udslag, at de kan henføres under begrebet sygdom

B) graviditeten hindrer, at en sygdom kan behandles, eller hvis graviditeten væsentligt forværrer en sygdom - for eksempel en bestående ryg-, hjerte-, lunge- eller nyrelidelse - der ellers ikke har forbindelse med graviditeten.


C) 
arbejdets særlige karakter eller arbejdsstedets indretning mv. medfører risiko for fostrets udvikling og/eller svangerskabets videre forløb.


D) 
kvindens graviditet på grund af offentligt fastsatte bestemmelser forhindrer hende i at varetage sit arbejde, og arbejdsgiveren ikke kan tilbyde hende anden passende beskæftigelse.


I de under a-d nævnte tilfælde har arbejdsgiveren ret til dagpengerefusion fra 1. dag.