Mere end bare reklamefotograf

Ida Marie Jensen er fotografelev ved Event og Kommunikationsstøtte på AU, som et led i fotografuddannelsen på medieskolerne i Viborg. Uddannelsen varer 4,5 år og er inddelt i ét grundforløb og fire hovedforløb på skole i Viborg, med elevtid på AU mellem hvert forløb.

Hvorfor valgte du at blive elev på AU?

"Jeg valgte AU som elevplads, fordi universitetet er et meget alsidigt sted at være elev. Vi samarbejder med mange forskellige fagfolk, som gør, at det er spændende og udfordrende."

Til dagligt arbejder vi sammen med både grafikere, journalister, eventfolk og en videoafdeling, og man er en del af et team, som sammen udvikler idéer og sørger for at projekter kommer i mål. Det er sjovt at se sine billeder blive brugt i mange forskellige sammenhænge, fx i en artikel, eller sammen med et godt grafisk stykke arbejde. Som elev på AU får du lov og plads til at være med i dette team, og det er jeg meget taknemlig for.

Ud over det faglige, er der også et godt socialt miljø – med en masse gode kollegaer. Da jeg besøgte afdelingen inden jeg startede, mærkede jeg hurtigt, at der var en god stemning og atmosfære. Dette gjorde, at AU var et sted jeg havde lyst til at søge og tilbringe min elevtid.

Hvad har været den bedste eller sjoveste oplevelse du har haft i løbet af din elevtid?
Det er lidt svært, fordi der er så mange gode oplevelser. Arbejdet er så alsidigt, så der er ikke to dage, der er ens. Der er så mange mærkelige og finurlige steder man kan ende, og det er super fedt. Men jeg kan rigtig godt lide at lave portrætopgaver med nogen af dem, der har været på AU i lang tid - de har altid en sjov eller spændende historie at fortælle. Der er så meget viden at få indsigt i, fra de forskellige steder på universitetet.

"Det er spændende, når man skal ud på en opgave, og man så lige pludselig kan ende et helt andet sted end planlagt. Jeg skulle engang fotografere en Zoolog, hvor vi endte nede i forsøgsdyrskælderen og jeg blev vist forskellige store kar med blandt andet krokodiller, kæmpe tudser og slanger. Her er de lige så passioneret, som jeg er overrasket, så de går rundt og viser mig alle de her ting, selvom vi er der af en helt anden årsag. Så man får enormt meget viden med på vejen, som en fed del af pakken."

Jeg er også meget vild med de store arrangementer og events, vi har. Fx kapsejladsen eller forskningens døgn, hvor man er en del af teamet omkring de forskellige events og er med til at fotografere det. Til kapsejlads står vi nede i universitetsparken en hel dag og tager billeder, hvilket er rigtig hårdt, men rigtig sjovt. Kronprinseparret har også været forbi til åbningen af det nye Center for Offentlig Ledelse, hvilket var spændende, at få lov til at være med til at dække.

Derudover synes jeg det er super spændende, når man skal fotografere større forelæsninger og foredrag. Ud over at tage billeder, så får jeg nemlig en forelæsning med i købet. Igen får jeg en masse ny viden oven i selve arbejdsopgaven samt et lille indblik i ”unilivet”, selvom jeg tager en mere fagteknisk uddannelse som fotograf. Jeg sætter stor pris på, at det er oven i pakken. Man får generelt lov til mange ting her, hvor man får lov til at være en del af det der sker, så der er vildt meget læring og mange gode oplevelser i det.

Lever elevjobbet op til dine forventninger?
Ja, det gør det helt bestemt. Jeg havde en idé om, at jeg skulle være reklamefotograf, inden jeg startede her. Men jeg er virkelig taknemlig og glad for at være her. Her er mange flere events, og der er meget mere kontakt med mennesker. Her er jeg en del af processen, og vi elever får mange selvstændige opgaver. Min chef er god til at vurdere hvilke opgaver, der passer til os, og hvornår vi er klar til de forskellige opgaver. Det kunne jeg ikke forestille mig, ville være på samme måde andre steder. Her får vi lov til at lave billeder til både artikler, kampagner, portrætter og arkitekturbilleder, så jeg føler, at jeg kommer hele vejen rundt. På den måde synes jeg, at det i den grad lever op til mine ønsker og forventninger. Generelt er denne afdeling fantastisk, man føler sig virkelig velkommen og folk er søde. Man bliver ligesom inkluderet i en stor AU-familie J

Hvad har du helt konkret lavet i din stilling på AU?
Vi laver meget dækning af events og arrangementer. Derudover står vi for medarbejderportrætter, portrætter til artikler, hjemmesider, foldere osv., reklamebilleder for de forskellige institutter og afdelinger, små reportageserier, kampagner og promoveringsfotos til bannere og plakater. Så det er meget alsidigt.

Hvad kan du bedst lide at lave i dit arbejde?
Jeg synes, det er spændende, meget af det jeg får lov til at lave – noget er selvfølgelig mere spændende end andet. Men jeg glæder mig altid til at komme på arbejde og se, hvad jeg skal. Så der er ikke noget jeg som sådan bedst kan lide, fordi der altid er nye udfordringer.

Hvad synes du om AU som arbejdsplads?
Jeg synes, det er et godt sted at være. Man føler sig inkluderet, og de er gode til at tage i mod nye ansatte og elever. Der plads til mig som elev – det er et inkluderende sted med god stemning og god atmosfære.

Hvad kan du bruge din uddannelse til, når du er færdig?
Jeg er skruet lidt sammen på den måde, at hvis man tænker for meget over, hvad man kan bruge noget til, så kan man ingenting. Vi er mange om buddet som fotografer, så lige nu er jeg bare glad for at være her, og de udfordringer jeg får. Jeg har fået en elevplads og den elevplads jeg helst ville have. Og så håber jeg, at jeg i sidste ende kan komme ud og lave noget lignende det her, hvor jeg samarbejder med journalister, grafikere og eventfolk - men jeg må se, hvor jeg ender.