Udvidet proceskonsulentuddannelse

Specialiseret proceslederkursus for øvede proceskonsulenter med fokus på personlig træning og inddragelse af nyeste teori.

Den løbende udvikling indenfor universitetsområdet og ambitioner om øget tværfaglig koordinering og samarbejde på tværs af organisatoriske skel, medfører komplekse problemstillinger, der ideelt løses gennem kompetent facilitering af samarbejdsprocesser. Dette fordrer proceskonsulenter med sikker teoretisk forankring og udbyggede erfaringer med at agere i proceslederrollen, også når det drejer sig om komplekse spørgsmål og når der er meget på spil. Dette forløb tilbyder allerede trænede proceskonsulenter mulighed for at styrke og videreudvikle jeres faglighed med særligt fokus på involverende praksis og teori. Forløbet henter sin inspiration i kompleksitets-teori og systemiske tænkemåder.

I komplekse sammenhænge, når forudsigelseskraften af de beslutninger vi tager er mindre end vi kunne ønske os, må vi tage ”bedst mulige” beslutninger og være indstillede på løbende at justere på disse. Denne tilgang til udvikling er bl. a. inspireret af aktionslæring, en metode til udvikling, hvor deltagerne lærer med afsæt i deres daglige praksis, parallelt med at de forbedrer og udvikler praksissen, en tilgang der fordrer kompetent procesledelse.

Uddannelsen gør dig stærkere i dit eget proceslederskab, så du opnår bedre resultater og øget ro og sikkerhed. Forløbet sigter på at du, med afsæt i en række af de nyeste metoder og tilgange, kan udvikle dit arbejde med små og store opgaver inden for procesledelsens forskellige discipliner.

Målgruppe

Du arbejder allerede som proceskonsulent og ønsker at videreudvikle din personlige ageren som proceskonsulent med afsæt i dine erhvervede kompetencer og fortsat udvikling af disse. Målgruppen vil typisk være udviklings- og specialkonsulenter, konsulenter med strategi- og planlægningsopgaver, projektledere, mellemledere og teamledere.

Forudsætninger

Du har gennemført AU’s interne proceskonsulentuddannelse eller tilsvarende proceskonsulentuddannelse, og/eller har erfaring med at arbejde som proceskonsulent ud fra et systemisk teoretisk udgangspunkt.

Uddannelsens mål

At videreudvikle dine procesfærdigheder og ageren som proceskonsulent med udgangspunkt i dine kompetencer og erfaringer som proceskonsulent. Målet er at uddanne dig som højt specialiseret proceskonsulent, der er styrket i dit eget proceslederskab. Konkret vil du:

  • Blive styrket i din personlige rolle og ageren som proceskonsulent og facilitator
  • Udvikle og forfine dine kompetencer indenfor proceskonsultation og procesledelse
  • Få et mere nuanceret indblik i det processuelle arbejde
  • Få prøvet dig selv og dine procesfærdigheder af i en tryg læringsarena

Uddannelsens form

Hovedvægten i uddannelsen vil blive lagt på praksis, træning og fokus på egen rolle samt egen organisatoriske kontekst. Teorier vil blive inddraget, hvor de kan understøtte dette.  Afledt af det praktiske fokus vil delelementer af uddannelsen blive udformet således, at det er dig og de øvrige deltagere, der faciliterer hinandens læring.

Uddannelsen har et omfang på 8 dage fordelt på 4 moduler á to dages varighed.

Uddannelsens indhold og opbygning

En detaljeret beskrivelse af uddannelsens indhold og opbygning kommer på hjemmesiden snarest.

Undervisere 

Undervisningen varetages af Chefkonsulent Bjarne Stark fra Rambøll Management Consultant/ATTRACTOR

Vejledende pris

18800 kr


369648 / i40