Sitecore vs. TYPO3
Valget af Linkfactory og TYPO3
TYPO3 er primært valgt som nyt fælles CMS, fordi det er brugervenligt og fleksibelt og på grund af dets evne til at overholde alle åbne standarder og fungere på alle browserplatforme. Dertil kommer, at TYPO3 har et meget levende og dynamisk community, så det forventes, at TYPO3 vil være fuldt på højde med udviklingen indenfor webteknologier i de kommende år.
TYPO3 skal være platformen for en videreudvikling af universitets hjemmesider. Målet er på at sikre en platform, der kan rumme alle hovedområder med deres forskelligheder og samtidigt støtte redigering og vedligehold mest muligt.
Samarbejdspartner
Der er indgået en samarbejdsaftale med virksomheden Linkfactory, der blandt andet skal udvikle den software, der kan overføre indholdet på hjemmesiderne til TYPO3, ligesom de skal udvikle en række særlige AU-funktioner i TYPO3.
Projektgruppen lagde ved valget af Linkfactory og TYPO3 vægt på:
- At Linkfactory viste en god teknisk forståelse og indsigt i den tekniske opsætning af TYPO3 til løsning af AU’s behov.
- At Linkfactory demonstrerede en god detailforståelse i forbindelse med konverteringen af SIAB’s sider, herunder placering af tilknyttede filer.
- At Typo3 i højere grad er baseret på anvendelse af åbne standarder, herunder især fuld uafhængighed af valget af browser.
- At totaløkonomien i en Open Source løsning er en anelse bedre end i den fravalgte licensbelagte løsning.
Sitecore vs. Typo3
Valget af nyt fælles CMS stod, efter en længere udvælgelsesproces, mellem Sitecore og TYPO3.
Sitecore er baseret på .NET, proprietær kode og er licensbelagt: dels i form af en engangslicens, dels i form af en årlig licens på 20% af engangslicensen. Licensen dækker mindre opgraderinger; men ikke skift til nye versioner. AU har fået et tilbud på en site licence , der dækker ubegrænset anvendelse indenfor Aarhus Universitet.
TYPO3 er baseret på PHP og open source kode.
Begge systemer er oprindeligt danske og har:
- Mange installationer i mange lande
- Mange implementeringspartnere i Danmark
- Et aktivt og levende udviklingsmiljø med udviklingsplaner for de kommende år
- Mulighed for tilkøb / anvendelse af moduler – også fra 3. part.
- Meget fleksible opsætningsmuligheder på alle områder.
- Fuldt skalerbare løsninger på præsentationssiden
- Ingen af systemerne kan 100% leve op til AU´s krav, hvorfor der, uanset hvilket system, der vælges, skal laves nogle specialtilretninger.
Konklusioner fra analysen af de to systemer
Sitecore har ét større problem: Det er ikke browseruafhængigt og kræver p.t. IE (6-7-8) for at kunne anvende fuld funktionalitet. Sitecore arbejder på at en release ultimo 2009, der vil give fuld funktionalitet for sideredigering i Firefox for den ”almindelige” bruger. Fuld funktionalitet for administratorer, er planlagt til 1. kvt. 2010. Der er ingen løfter om Safari. Et valg af Sitecore medfører at AU sandsynligvis kommer til at arbejde med en række børnesygdomme m.h.t. Firefox.
Sitecore giver pt. ikke mulighed for at administrationsserveren (back end) kan skaleres, hvilket måske kan give problemer ved et meget stort antal samtidige brugere; men det er lovet løst med en release ultimo 2009.
Begge systemer havde et par uhensigtsmæssigheder, der kunne løses; men som løstes lidt mere elegant i det andet system:
- TYPO3’s håndtering af parallelle sider på flere sprog giver problemer, når sider ikke findes på default sproget; men kun på alternativsprog.
- Sitecore’s løsning ved duplikering af indhold fra en side til andre sider (så ændringer i originalen slår igennem i kopierne) er en noget tungere proces end i TYPO3.
- Sitecore er som en .NET tilpasset Microsofts driftsmiljø og for den enkelte applikation er det formentlig ret enkel at driftsimplementere. Det samme gælder for moduler, der anskaffes senere. Selve .NET miljøet kræver kompetence, som AU ikke har i tilstrækkeligt omfang pt. i Fælles-IT.
- Typo3 er – som open source system – ikke specialtilpasset et specifikt driftsmiljø og er derfor formentlig mere komplekst at driftsimplementere og tilsvarende vil nye moduler skulle tilpasses.
Både Linkfactory og Netmester anbefaler, at de bliver kraftigt involveret i driftsimplementering og hosting for at sikre optimal drift.
Konklusion vedr. de to systemer
Begge er egnede og begge kan opfylde kravene. Sitecore er licensbelagt; men det opvejes delvist af et mere komplekst driftsmiljø for TYPO3.






