Rejseforsikring
Ved Finansministeriets cirkulære af 12. december 2005 er der gennemført en grundlæggende ændring af den statslige rejseforsikring.
Tjenesterejseforsikringen er nu en del af statens selvforsikring. Det indebærer, at AU bærer den økonomiske risiko i skadestilfælde og indtil videre betaler af Fællesområdets budget. Der skal ikke længere betales forsikringspræmier.
Det er Europæiske, der på statens vegne administrerer ordningen, og det er Europæiske, der afgør, om der foreligger erstatningspligt efter forsikringen samt i givet fald fastsætter erstatningens størrelse. Det er Europæiske, der betaler lægeregninger, udbetaler erstatning mv., som AU efterfølgende skal refundere til Europæiske.
De væsentligste ændringer er:
a) rejseforsikringen gælder uanset rejsens varighed
b) personkredsen, der kan omfattes af forsikringen, er blevet indsnævret.
c) området for de tilfælde, hvor forsikringen dækker, er udvidet.
d) den rejsende kan under opholdet i udlandet gratis benytte Europæiskes hotline om psykologisk rådgivning
e) adgang til at købe tillægsforsikring for supplerende ferie- og fridage er bortfaldet.
f) der er adgang til via en særlig hjemmeside (med rabat) at købe forsikring til supplerende feriedage, medrejsende familie samt private ferierejser
g) der anvendes kun plastkort, og disse er uden udløbsdato
h) der er indført adgang til at søge Europæiske om forhåndstilsagn om forsikringens dækning, hvis man har en kronisk eller eksisterende sygdom
men herudover svarer forsikringsbetingelserne stort set til de hidtidige.
Eventuelle skadeanmeldelser sker på blanketter, der kan hentes på Europæiskes hjemmeside (se under vejledning om rejseforsikring). Skadeanmeldelsen skal være underskrevet af AU v/institutleder og Regnskabskontoret, inden den fremsendes til Europæiske.
Samtidig med forsikringskortet modtager man forsikringsbetingelser, skadevejledning mv.
Overgangsordning
Forsikringer, der er betalt præmie for til den 1. januar 2006 eller senere, fortsætter på de tegnede forsikringsvilkår indtil udløb.






