I Nobelparken må du ryge i de grønne cirkler

Nobelparken har fået afmærkede rygeområder. Det betyder at medarbejdere, studerende og besøgende fremover skal benytte de optegnede grønne cirkler med askebægere, når de vil ryge i området omkring Nobelparken.

Du må ryge i de afmærkede grønne cirkler i Nobelparken. Klik for større billede.

Rygeområderne er placeret, så det så vidt muligt undgås, at røg siver ind ad vinduer og døre. Det har før været et problem for medarbejdere og studerende, der opholder sig inde i bygningerne med åbne vinduer, når der bliver røget tæt op ad mure eller foran indgangspartier. Men med de nye rygeområder opfordres rygerne til at trække lidt væk fra vinduer og døre.

Rygeområderne har allerede eksisteret omkring Tåsingegade i lidt over to år, og her har modtagelsen af de grønne cirkler været god.

”Vi kan se at rygerne meget gerne vil bruge askebægrene i rygecirklerne, når de først er markeret med den grønne cirkel. Rent driftsmæssigt er der også en forskel, for vi har færre cigaret skodder der skal fejes op,” siger Liselotte Bærentsen, projektleder ved Bygningsservice Arts.

De afmærkede rygeområder omkring Nobelparken er markeret på kortet til venstre.