Juni er altid hektisk med det traditionelle bestyrelsesseminar, folkemødet, universitetsledelsens møder og mange afsluttende møder i og uden for dekanatet for at være klar til sommer. Pludselig opstår der uventede pauser, derpå kommer et ryk når de sidste skal have sendt deres mails, før de forlader kontoret for sommeren, og så begynder den glade støj udenfor fra studenterkørslerne. Til sidst følger pludseligt roen og den frygtede tilstand, hvor dekanen går rastløst og tankefuld rundt og får ideer eller gerne vil vende en overvejelse med en rådgiver eller en prodekan.

Tid til tænksomhed kommer som lidt af et chok, når det sker. Eftertænksomheden brygger ofte underneden hverdagens gøremål, og dukker så frem under togturen til København, når morgensolen bryder op over Storebælt, i samtaler i hotellobbyen, før man skal videre, i en pause med eksaminator eller i en fælles taxa på vej til lufthavnen efter den gode konference. For mig har der i denne sidste uge i juni været mere tid til tænksomhed, end i de tidligere år, og også det giver anledning til eftertanke

Årsagen kan ikke være, at det har været et mere stille år med færre udfordringer end tidligere. Også de seneste to semestre har set udfordringer fra bl.a. den internationale dimensio­nering og fra vore fortsatte bestræbelser på at sikre en grundsolid økonomi. Det har alle kunnet mærke, og jeg tror også at kunne læse det ud af den seneste APV. Det er værdifuldt at have mulighed for eftertanke, til samtale og til at forfølge sine egne ideer i stedet for at springe rundt for at reagere på ting fra Bredgade eller Christians­borg. Jeg har et stille håb om, at roen denne sidste juniuge er et forvarsel om at fakultetets lange fase med at møde de økonomiske og faglige udfordringer siden 2014 – som Churchill kunne have sagt det – er begyndt at nærme sig ’the beginning of the end’, og at vi er på vej ind i en ny fase. Det bliver ikke en fase uden forandring. Det ved vi. Men måske med lidt mere tid til at forberede sig på forandringerne og til eftertanke og samtale.

Det giver sinds­ro at tænke på, at fakultetets studerende og medarbejdere indtil nu med bravour har trodset de store faglige og økonomiske udfordringer fra dimensionering, fremdriftsreform og ompriorite­rings­bidrag. Vi har ved en fælles indsats nået fine faglige resultater, som er en kilde til anerkendelse hos vore samarbejdspartnere. Vi har også undgået store og overvældende økonomiske trusler, som en tid hang over os, og i det store og hele lykkedes med at bevare vore fagligheder og de klassiske – eller hvilke andre adjektiver man vil foretrække – videnskabelige og faglige værdier, som dette fakultet repræsenterer.

Denne forståelse af, hvad dette store og mangfoldige fakultet har kunnet og kan, må give tiltro til fremtiden. Vi kender kun hovedlinjerne i den nye regerings og den nye ministers planer for universiteterne. Jeg har til min store glæde noteret, at man ønsker at revurdere den internationale dimensionering. Det bør vi tage hatten af for. Jeg har tidligere talt om at ‘over­vintre’ mht. international uddannelse, og ser til min glæde, at isen så at sige er begyndt at tø. På den gode måde forstås. Også opgøret med uddannelsesloftet er positivt. Endelig er afslutningen på uddannelsesbesparelserne en lettelse; også selv om der ud over universiteterne er mange uddannelsesområder, som med god ret kan forvente en andel i en fremtidig genopretning. Men ingen ved naturligvis helt, hvad der sker i dansk politik.

På Aarhus Universitet ved vi til gengæld, hvad der sker. AU skal hen over sensom­meren have en høring af det udkast til en ny strategi, som AU’s bestyrelse drøftede i begyndelsen af juni. Derefter vil Arts og institutterne indlede decentrale strategiske overvejelser. Jeg kan allerede nu love, at strategiudkastet rummer betydelig kontinuitet i forhold til universite­tets tidligere indsatser, og at det er i god overensstemmelse med universitetets ånd. Samtidig sker der store ting af langtrækkende strategisk betydning, som end ikke har nået at komme ind i vores trykte strategidokumenter. I år fik vi et diversitetsudvalg, som jeg forventer mig meget af; både i forhold til lige muligheder og kulturel diversitet. Lige muligheder og interkulturel tolerance må da vist siges at være ægte strategiske indsatser. 2019 – nærmere betegnet folketingsvalget – blev også det tidspunkt, hvor klimaspørgsmålet og de andre store bæredygtighedsudfordringer meldte sig for alvor. Mange studerende og medarbejdere er optaget af disse spørgsmål, som utvivlsomt vil optage os i den kommende tid. Det skylder vi fremtiden.

I den allernærmeste fremtid er der velfortjent ferie. Øjeblikkets afgørende strategiske indikatorer er, om jordbærrene er røde, og om der er nok hvidvin på køl. Jeg håber derfor sådan set også, at I først læser denne hilsen, når I vender solbrændte tilbage. Det jeg forsøger at sige er, at universitetet og fakultetet står der stadig, når I vender tilbage, og at vi har brug for jer i det nye, travle – og måske lidt mere eftertænksomme – semester, der venter.

God sommer!

Johnny Laursen, dekan, Arts