Vil du styrke dit internationale forskningsnetværk?

Som forsker er der god grund til at benytte sig af de danske innovationscentre – fra Silicon Valley i vest til Seoul i øst. Læs her, hvad du konkret kan få hjælp til og læs om professor Ole Sejer Iversens erfaringer.

Foto: Colourbox.com

Hvordan arbejder forskere uden for Danmark med Computer Science? Og hvordan digitaliseres grundskolen andre steder i verden? I en globaliseret verden bliver det mere aktuelt at skæve til internationale forskningsmiljøer og den viden, der ligger gemt her. Men hvor går du hen, hvis du vil netværke uden for Danmarks grænser?

En innovationsattaché kan være indgangsbilletten til internationale forskningsrelationer. Jeppe Dørup Olesen er innovationsattaché i Silicon Valley. Her etablerer han netværk og formidler kontakt mellem danske og amerikanske virksomheder, forskere og uddannelsesinstitutioner.

”Jeg opsøger amerikanske forsknings og uddannelsesmiljøer, som har et potentielt, interessant samarbejde med et af de danske universiteter. Jeg kigger også på de danske universitetsmiljøer efter potentielt interessante samarbejdsmuligheder med de kontakter, jeg har her i USA. Jeg har kontakterne, og så kan jeg fortælle folk, hvem de skal prøve at snakke med, når de kommer herover,” siger han.

Jeppe Dørup Olesen har en fortid på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet har været med til at opbygge AIAS, men siden 2016 har han været innovationsattaché på den amerikanske vestkyst.

Sparring i hele verden

Som innovationsattaché er Jeppe Dørup Olesen tilknyttet Innovation Center Denmark i Silicon Valley. Tilsvarende centre findes seks andre steder i verden i München, Seoul, New Dehli, Sâo Paulo, Shanghai og Tel Aviv og det er netop besluttet at åbne et innovationscenter i Boston. Alle innovationscentre har en udstationeret innovationsattaché, der med sit netværk og indgående kendskab til kulturen er en ideel sparringspartner, når du vil internationalisere dit forskningsnetværk.

Uddannelses- og forskningsministeriet står bag Innovationscentrene, der skal give forskere og virksomheder adgang til viden, der kan bidrage positivt til dansk vækst. Innovationscentrenes arbejde med at fremme vækst i Danmark har et særligt fokus på grønne teknologier, informations- og kommunikationsteknologi samt sundhed og biotek.  

De rette fødselshjælpere

Professor MSO Ole Sejer Iversen forsker i Computational Thinking og Design ved Institut for Kommunikation og Kultur, og han er en af de danske forskere, der har gjort brug af innovationsattachéerne og deres netværk. Han havde allerede forskningskolleger i USA, da han mødte Jeppe Dørup Olesen på Innovation Center Denmark for første gang:

”Det, Innovation Center Denmark og Jeppe kan, er at agere fødselshjælpere i situationer, hvor vi gerne vil udveksle viden med vidensinstitutioner eller virksomheder. I samarbejde med Jeppe er det lykkes at etablere et videnudvekslingsprogram. Det bringer mig tættere på mine amerikanske kolleger, og det bringer amerikansk viden til Danmark inden for Computational Thinking og Design.”

Som forsker har Ole Sejer Iversen flittigt opsøgt brugbar viden og forskning ude i verden. Han har blandt andet også videnudvekslet med innovationscenteret og innovationsattachéen i Sâo Paulo om digital fabrikation i brasilianske uddannelser. I november 2017 blev det til et oplæg for brasilianske uddannelsesinstitutioner og virksomheder om det danske forskningsprojekt, Fablab@school.dk.

”At komme ud i verden er med til at åbne øjnene for mig og mine forskerkolleger. Det skaber nye netværk og nye vidensmiljøer, derfor vil jeg klart anbefale mine kolleger rundt om i universitetsverden at bruge innovationscentrene,” siger Ole Sejer Iversen.

Er du på vej?

Går du med internationale ambitioner for din forskning, så tøv ikke med at tage kontakt til en af innovationsattachéerne:

”Alle er velkomne til at henvende sig for at få hjælp til at komme i kontakt med de relevante personer på universiteterne herovre. Man er også meget velkommen til at få hjælp til, hvad man skal tænke over, og hvad man skal vide, hvis man er på vej herover for at forske eller bo. Og så har jeg kolleger i hele verden, der kan hjælpe med de samme ting,” siger innovationsattaché Jeppe Dørup Olesen.


Om Innovation Center Denmark og innovationsattachéerne:

Innovationscentrene er et samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og Udenrigsministeriet og har til formål at fremme det internationale netværk hos danske virksomheder og forskning- og videregående uddannelsesinstitutioner.

Som forsker er det gratis for dig at benytte dig af innovationsattachéernes service.

Danmark har innovationscentre, med hver én innovationsattaché, i München, New Delhi, Sâo Paulo, Seoul, Shanghai, Silicon Valley og Tel Aviv.

Du kan læse mere om, hvad innovationsattachéerne kan hjælpe med her.

Du finder hjemmesiden for Innovation Center Denmark her.