Du er her: AU  Medarbejdere  Fakulteter Arts Aktuelt single nyhed

AU Library Arts fusionerer med Det Kgl. Bibliotek

Ved årsskiftet bliver AU Library Arts en del af Det. Kgl. Bibliotek. Det betyder nye muligheder for brugerne af bibliotekerne på fakultetet.

22.12.2017 | Signe Bram

Foto: Maria Randima, Aarhus Universitet

Når brugerne træder ind ad døren den 2. januar 2018, vil de ikke mærke at biblioteket har fået ny ejer. Medarbejderne er de samme, betjeningsstederne er de samme, servicen er den samme og navnet AU Library forbliver også det samme, når bibliotekerne på Arts fra nytår bliver en del af Det Kgl. Bibliotek.

Den største forskel for brugerne af AU Library Arts er, at de nu får adgang til et større bibliotek. Fusionen med Det Kgl. Bibliotek giver nemlig brugerne adgang til materialer fra alle biblioteker under Det Kgl. Bibliotek herunder det gamle Statsbibliotek, KB i København og RUC.

”Vi glæder os til samarbejdet, der blandt andet betyder at brugerne nu også får adgang til det samlede nationalbiblioteks store samlinger – både fysisk og digitalt,” siger Ditte Jessing, biblioteksleder på AU Library Arts, Emdrup.

Et nyt biblioteksudvalg på Arts skal sikre et godt samarbejde mellem fakultetet og Det Kgl. Bibliotek. Prodekan for uddannelse Niels Lehmann, der også fungerer som formand for biblioteksudvalget på Arts, understreger vigtigheden af at etablere en god samarbejdsrelation under de nye vilkår og uddyber:

”Det er klart, at en organisatorisk forandring som den, fusionen med Det Kgl. Bibliotek indebærer, kalder på refleksioner over, hvordan man skal sikre kvaliteten i nye rammer. Derfor tog vi det meget alvorligt, da vi rammesatte samarbejdet mellem Arts og Det Kgl. Bibliotek. Og derfor etablerede vi et biblioteksudvalg med bred repræsentation fra hele fakultetet, hvis opgave er at rådgive fakultetsledelsen om bibliotekssager. Ikke mindst er det en vigtig opgave for biblioteksudvalget at deltage i de årlige evalueringer af samarbejdet.”

Arts
312009 / i40