Du er her: AU  Medarbejdere  Fakulteter Arts Aktuelt single nyhed

Oversæt din tekst med AU Translate

AU Translate er et oversættelsesværktøj for medarbejdere på AU. Programmet giver overbevisende bud på oversættelse af mange af de teksttyper, der kommer fra AU, og kan derfor spare meget tid på oversættelsesopgaver.

10.05.2013 | Jette Revsgaard

Når du vil bruge AU Translate går du ind på www.au.dk/autranslate indsætter en tekst og søger - og så vil programmet generere en maskinoversættelse af din tekst. Helt som du muligvis kender det fra Google Translate.

Det nye er, at AU Translate oversætter på baggrund af en hukommelse, der trækker på AUs egen terminologidatabase og på tidligere oversættelser lavet af både interne og eksterne sprogmedarbejdere - derfor er den meget dygtig til at producere brugbare oversættelser af netop vores tekster. Den kan bl.a. genkende rigtig mange AU-enhedsbetegnelser og uddannelsesterminologi.

AU Translate bliver hele tiden klogere i takt med at mængden af tekster i AUs oversættelseshukommelse stiger, og ny terminologi bliver godkendt. 

God til korte tekster

AU Translate er god til korte tekster - den kan tage 2000 tegn ad gangen. Brug den til tekster, som ikke har officiel karakter. Det kan fx være:  

  • daglig brev- og mailkorrespondance
  • skriftlige vejledninger, f.eks. nogle former for studievejledning
  • sagsbehandling
  • tekster til web – interne eller drifts- og studierelevante tekster
  • PPT-præsentationer
  • dagsordener og referater fra interne møder

AU Translate er ikke egnet til oversættelse af forskning og forskningsartikler, fordi de nødvendige fagtermer ikke er i programmets hukommelse. Programmet er heller ikke egnet til oversættelse af lange, meget følsomme eller officielle tekster.

Ansatte kan naturligvis stadigvæk få lavet oversættelser af de administrative tekster, som AU Translate ikke er egnet til, hos professionelle oversættere og sprogmedarbejdere. Fortsæt med at bruge eksisterende løsninger og aftaler i forbindelse med den type opgaver.

Husk selv at gennemse oversættelsen

Husk altid at tilrette en tekst, som du har oversat ved hjælp af AU Translate. Oversættelsen er vejledende og kan have en meget høj kvalitet, men når man sætter maskiner til at oversætte, kommer der af og til uhensigtsmæssige resultater ud i den anden ende. Sprogservice arbejder hele tiden på at forbedre programmets hukommelse, så Fulgsangs Allé fx ikke bliver til Bird Song Avenue…

Hvis du har brug for et specifikt ord er den fælles terminologiliste blevet opdateret - og har fået lidt af en ansigtsløftning, så den nu fungerer som et online opslagsværk – fra dansk til engelsk OG fra engelsk til dansk. Ordbogen bliver løbende udvidet. 
Prøv AU Dictionary på: www.au.dk/audictionary

Du kan være med til at forbedre og udvikle vores fælles ordbog – og dermed også AU Translate - ved at ved at give feedback og melde forslag til nye termer ind til via hjemmesiden.

Kontakt

Det er Sprogservice, der står for både AU Translate og AU Dictionary. Kontakt os gerne med spørgsmål og forslag. Portalen bliver udbygget med flere tilbud– blandt andet MemSource, som er et online oversættelsesprogram til sprogmedarbejdere og eksterne oversættere, som leverer til AU. 
Læse mere om MemSource her

Se kontaktoplysninger og sprogværktøjer på den nye portal: www.au.dk/sprog

 

Administrative forhold, Medarbejdere