"Aarhus BSS er et venligt sted at være"

Aarhus BSS er et internationalt fakultet med mange forskere og studerende fra hele verden. Men hvordan er det egentligt at være international studerende på Aarhus BSS? Her fortæller to internationale studerende om deres indtryk af fakultetet, underviserne og ikke mindst de danske studerende.

Katarina Tökölyova og Petar Petrov. Foto: Privat

Navn: Katarina Tökölyova
Fra: Slovakiet
Uddannelse: BA MMC på MGMT, nu informationsvidenskab på ARTS
Studiejob: Medhjælper på det Internationale Kontor, Aarhus BSS

Hvordan vil du beskrive Aarhus BSS med tre ord?

Jeg vil sige venligt, åbent... og internationalt.

Kan du uddybe det?

Der er en rigtig rar og venlig atmosfære på fakultetet. Det er et rigtigt godt sted at være studerende med masser af muligheder for at studere og slappe af. Jeg bruger meget tid på biblioteket - ikke bare for at læse, men også for at hænge ud med andre studerende. Specielt på Statsbiblioteket. De har også virkelig god kage - til studentervenlige priser!

For mig betyder åben flere forskellige ting. Først og fremmest er selve uddannelsessystemet åbent. Det er op til mig, om jeg vil tage til timer, og der er ingen, der presser mig. Underviserne er også meget åbne og hjælpsomme, hvis man har problemer. Man har også sine læsegrupper, og der er altid nogen, der er klar til at hjælpe dig.

Med international mener jeg, at jeg rent faktisk hører flere tale engelsk end dansk, når jeg bevæger mig rundt på fakultetet. Jeg er mest sammen med danske studerende på tværs af AU, og alle snakker engelsk. Det tog mig noget tid at få venner - danskere er ret svære at komme ind på i begyndelsen. Nu har jeg været her i fire år, og jeg bor på kollegie med masser af danskere, så nu føler jeg mig hjemme og som en del af gruppen.

Hvorfor valgte du at læse på Aarhus BSS?

Jeg havde en veninde, som gerne ville til Danmark og blev ved med at spørge, om jeg ville med. Jeg vidste ingenting om Danmark og troede faktisk, at det var et rigtigt deprimerende land, hvor det altid regnede. Jeg undersøgte flere lande, men fandt ud af, at BA MCC var en af de eneste uddannelser, som kun foregik på engelsk.

Jeg kiggede mig omkring på hjemmesiden og opdagede, at det faktisk lød rigtig godt. Jeg endte med at søge om optagelse og kom ind. Min veninde endte med at blive hjemme! Jeg blev ved med at forestille mig mig selv på en cykel med et friskt flute i cykelkurven og tænkte, at ”det lyder da faktisk meget godt”. Og nu er det bedre, end jeg nogensinde havde forestillet mig!

Hvordan er det at gå på universitetet i Danmark sammenlignet med Slovakiet?

Jeg har jo aldrig gået på universitetet i Slovakiet, men det har mange af mine venner. De er alle sammen meget stressede i forhold til mig. Systemet er meget anderledes. Hvert semester har man 7 eller 8 eksaminer, og før man får lov til at tage hver eksamen, skal man tage en ”før-eksamen”. Det betyder, at man har 14-16 eksaminer i alt. Man skal også lære tingene udenad, mens man i Danmark lærer at bruge teorien i praksis.

Hvordan tager Aarhus BSS imod internationale studerende?

Der er for eksempel buddy-programmet, hvor man bliver tilknyttet en dansk studerende i begyndelsen. Så er der også intro-ugen, som var en sjov oplevelse. Men det er ikke nemt at blive en del af de danske studerendes fællesskab. Der var ikke særligt mange internationale studerende på mit hold, og alle danskerne lod til at kende hinanden. Så det tager tid, men det er dét værd.

Navn: Petar Petrov
Fra: Bulgarien
Uddannelse: BA MCC på MGMT. Har søgt optagelse på Cand.merc i Strategi og organisation
Studiejob: Ansat hos Siemens Gamesa

Hvordan vil du beskrive Aarhus BSS med tre ord?

Ustresset og afslappet atmosfære, stimulerende og...selvstændighed.

Kan du uddybe det?

For mig er Aarhus BSS et afslappet sted, hvor de studerende kan trives, fordi der er ikke er en konkurrencekultur, som man finder andre steder. Selvfølgelig er der en vis form for konkurrence, men det er OK at være anderledes og ikke være det store konkurrencemenneske.

De fysiske rammer er også vigtige. Man kan være på skolen døgnet rundt, og det er meget mere end bare en uddannelsesinstitution. Det er et sted, hvor man kan hænge ud. Der er ind i mellem ret trængt, men som studerende har vi masser af muligheder, og vi kan være fleksible, selvstændige og tilrettelægge vores egen tid. Vi har frihed under ansvar.

Det er også et meget stimulerende sted at være. Vi læser en masse akademiske tekster, og vi lærer at tænke og anvende teorien. Jeg har et studiejob på Siemens Gamesa, og selvom jeg måske ikke kan anvende teorien direkte, betyder min teoretiske viden, at jeg kan se, hvordan de små opgaver passer ind i det store billede.

Hvorfor valgte du at læse på Aarhus BSS?

Jeg var meget tiltrukket af uddannelsen, fordi den fokuserer på business uden at være alt for kvantitativ. Desuden kendte jeg en, som læste her og anbefalede Aarhus BSS. Jeg kan rigtigt godt lide Aarhus som by og selve campus. For mig har Aarhus Universitet alt det, som et rigtigt campus skal have. Og så er det selvfølgelig et fantastisk universitet. Desuden har jeg også mulighed for at arbejde ved siden af studierne og klare mig selv.

Hvordan er det at studere på Aarhus BSS i forhold til et bulgarsk universitet?

I Danmark er der meget fokus på ens læsegruppe. I Bulgarien er der mere fokus på én selv, og man skal lære ting udenad. Miljøet er heller ikke særligt stimulerende. Nogle gange kan det blive lidt for meget med ens læsegruppe her i Danmark, da man indimellem laver alting sammen. Jeg kan godt lide, at man har en læsegruppe, men nogle gange føler jeg ikke, at jeg har nok tid til at bidrage.

Hvordan er det at være international studerende på Aarhus BSS?

De danske studerende er ret svære at komme tæt på. Jeg har fundet ud af, at man faktisk ikke bliver venner med danskere til fester, hvor folk drikker. Den bedste måde at blive venner med danskere på er ved at lave ting sammen. Der er masser af aktiviteter og studenterforeninger på Aarhus BSS og Aarhus Universitet, men som international studerende kan det være svært at finde disse aktiviteter og foreninger - og også komme ind i dem.

Det kunne være rigtigt godt, hvis der var flere aktiviteter for studerende på tværs af institutter og også på tværs af universitetet. Og hvis det var nemmere at finde disse aktiviteter. Jeg faldt helt tilfældigt over en forening på Statskundskab, som var ved at arrangere en tur til Moskva. Jeg meldte mig til, og selvom jeg var den eneste internationale studerende og ikke engang fra Statskundskab, var det en fantastisk oplevelse!