Gentænk din forelæsning

Der har været store skrupler om forelæsningen også er en fremtidig uddannelsesform. Men hvis vi bruger aktiverende elementer i forelæsningen, så har den stadig en fremtid for sig, fordi den både fungerer godt ift. at give overblik, og fordi de aktiverende elementer også kan mane til refleksion. Sådan sagde prodekan Per Andersen i sin velkomst på inspirationsdagen om forelæsning anno 2017, som blev afholdt 4. maj.

08.05.2017 | Linda Greve

Forelæsninger bør have fokus på de studerendes refleksion. Foto: AU Foto

Forelæsninger der ansporer til refleksion og overblik var gennemgående for inspirationsdagen om forelæsningen anno 2017. Det er den fjerde inspirationsdag, som Center for Undervisning og Læring har afholdt i samarbejde med prodekan Per Andersen. 70 undervisere mødte op og arbejdede seriøst med at ændre deres forelæsninger mod mere struktur, mere interaktion analogt og digitalt samt mere fokus på krop og stemme.

Her kan du se et grafisk referat af de to indledende forelæsninger, hvor Lene Vase Toft og Asser Thomsen fortalte, hvordan de har omlagt deres forelæsninger for at få mere refleksion og mere interaktion hos de studerende.

Lene Vase har omlagt en forelæsningsrække i neurovidenskabelig psykologi for at få mere interaktion og mere diskussion ind, så de studerende bruger faget som en del af deres referenceramme både i studiet og i deres hverdag. Asser Thomsen har arbejdet med sine forelæsninger i retsmedicin for at få de studerende til at forstå komplekse problemer og at kaste en redningskrans ud hvert 15. minut, så de ikke mister fokus.

Efter de to hovedoplæg var der fire workshops. I videoerne nedenfor kan du se tre af de fire workshop-undervisere fortælle, hvad der var vigtigst, og hvad deltagerne var mest optagede af.

Analoge virkemidler i forelæsningen – Ole Lauridsen

Mere struktur og mindre stoftrængsel – Linda Greve

Krop og stemme i forelæsningen - Helga Halkjær

Kontakt CUL, hvis du vil have konkret sparring eller hjælp til at udvikle dine forelæsninger. Ole Lauridsen (OL@au.dk) og Linda Greve (greve@au.dk) tager gerne mod henvendelser.

 

 

 

Aarhus BSS
308561 / i40