Mindeord: Adjunkt Nick Storm Stausholm

Adjunkt ved Juridisk Institut Nick Storm Stausholm er den 21. januar 2018 gået bort efter længere tids sygdom. Nick Storm Stausholm blev 37 år.

Det er med stor sorg, at vi på Juridisk Institut har modtaget meddelelsen om, at vores unge kollega Nick Storm Stausholm alt for tidligt er gået bort som følge af sygdom. Nick var en særdeles vellidt kollega, en dygtig underviser og ikke mindst et stort talent inden for forvaltningsretten.

Nick havde en bred uddannelsesmæssig baggrund. Han opnåede en bachelorgrad i statskundskab i 2004, hvorefter han skiftede til jurastudiet og blev cand. jur. i 2010. Han var som studerende  i betydelig grad fagligt aktiv ved siden af studiet, idet han fungerede som studenterinstruktor i både statsforfatningsret og forvaltningsret. Herudover havde han ofte opgaver som studentermedhjælper på nye bøger og nye udgaver af disse, ligesom han havde arbejdsopgaver hos Folketingets Ombudsmand.

Efter at have bestået juridisk kandidateksamen med et flot resultat blev Nick ansat i advokatbranchen, hvor han var meget engageret i de sager, han beskæftigede sig med. Sideløbende med dette arbejde underviste han ved Juridisk Institut i forvaltningsret. Han var en meget populær underviser og udviklede i disse år et fremragende undervisningsmateriale, som han velvilligt stillede til rådighed for andre undervisere, og som fortsat anvendes ved instituttet.

I perioden 2012 – 2015 var Nick tilknyttet Juridisk Institut som ph.d.-studerende og udarbejdede i den forbindelse sin ph.d.-afhandling med titlen ”Skøn under regel”, som har vundet betydelig anerkendelse og har bidraget til en dybere forståelse af det pligtmæssige skøn inden for forvaltningsretten.  I sommeren 2015 blev han ansat som adjunkt ved instituttet.

Nick var gennem alle årene ved Juridisk Institut præget af en ukuelig livsglæde og en positiv indstilling, der også kom til udtryk ved et stort overskud og en hjælpsomhed over for andre. Nick var uimponeret i sin adfærd, hvilket gjorde, at han uden videre – og på en naturlig og meget konstruktiv måde – gik ind i faglige diskussioner med både unge og ældre ansatte ved Juridisk Institut og med sin dybe indsigt medvirkede til at udvikle det faglige miljø inden for forvaltningsretten.

Ved Juridisk Institut har vi længe haft store planer for Nick, der havde niveauet til at bære forvaltningsretten videre efter ældre kolleger. Nu må vi desværre konstatere, at disse planer ikke bliver realiseret, idet vi har mistet vores meget dygtige og særdeles vellidte unge kollega. Nick vil blive savnet.

Karsten Revsbech, Professor, dr. jur.