Mød din kollega: Michael Schrøder

I bygning 1443 på 3. sal ligger Michael Schrøders kontor. Han har været pressekonsulent i Aarhus BSS’ kommunikationsafdeling siden 2016. I portrættet her tager vi os blandt andet en snak om drengedrømme og det at samarbejde med forskere, der brænder for deres fag.

04.02.2019 | Amanda K. S. Ringberg

Foto: Sinne B. Jakobsen

Det er en halvkold januar-dag, da jeg inviterer Michael ind på mit kontor til en snak. Vi holder til i samme afdeling, så han skal ikke så langt. Vi begynder med begyndelsen.

Kan du fortælle mig lidt om din baggrund, og om hvad du lavede, før du kom til Aarhus BSS?

Jeg kom ind på Journalisthøjskolen i 1986, og det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse, selvom det var svært at komme ind. Jeg vidste fra starten, at jeg ville skrive. Jeg kom i praktik på Midtjyllands Avis, og der blev jeg bekræftet i, at jeg var landet på den rette hylde.

Så drengedrømmen var fra starten at blive skrivende journalist?

Ja, og det var nyheder, jeg gik efter. Mit første job var som sportsjournalist på Fyns Stiftstidende; der var gang i det fynske sportsliv dengang i starten af 1990’erne, så det var fedt. Senere blev det meget lokaljournalistik og erhverv, inden jeg blev freelance i 1997. Der arbejdede jeg bl.a. for Aarhus Universitet og lige som jeg var færdig med at vikariere, fik Jens Christian Skou Nobelprisen i kemi. Det var min redning som freelance, for så skulle der laves rigtig meget til Aarhus Universitet. Derefter fik jeg tilbud om at blive ansat på JP Aarhus og det kunne jeg ikke sige nej til. Det var også en drøm at skrive for Jyllands-Posten. Jeg dækkede kommunalpolitik og Aarhus Kommune generelt – henover valget i 2001. Senere opstod muligheden for et job som pressekonsulent ved Aarhus Kommune, og det fik jeg. Efter syv år, fik jeg imidlertid lyst til at prøve noget nyt og fik så stillingen som pressekonsulent her på Aarhus BSS i 2016. Her er jeg rigtig glad for at være.

Hvorfor forlod du nyhedsbranchen?

Med web-mediernes indtog var man ikke længere så kritisk i forhold til, om det nu også var 100 procent rigtigt det, der blev skrevet, fordi hurtighed blev et kriterium som næsten overtrumfede alt andet. Den udvikling var simpelthen i strid med mine journalistiske idealer; på det punkt har jeg altid forsøgt at holde fanen højt.

Hvordan er det så at arbejde på en forskningsinstitution?

Jeg holder meget af at samarbejde med forskerne og formidle deres forskning, for de har deres faglighed, som de værner om. Min opgave er få deres forskning ud både til pressen, men også på vores egen online vidensportal Insights, hvor vi samler vores artikler og podcasts. Det er spændende at samarbejde og få lov at være tæt på forskere, der brænder for deres fag. Jeg har lavet mange historier på Jyllands-Posten, hvor jeg snakkede med forskere, eller folk, der ved noget om diverse ting. Det har altid været de historier, jeg syntes var sjovest at skrive. Folk, der ved noget, er som regel dybt engagerede, og man kan mærke, hvordan de brænder for deres fag og den viden, de opbygger. Det smitter. Så jeg har altid synes, at det er spændende at formidle faglig viden og gøre den mere tilgængelig for alle. Det får jeg lov til her; der er jo en guldgrube af viden her på Aarhus BSS.

Hvordan er din arbejdsdag så på en forskningsinstitution i forhold til at arbejde i kommunen?

Den er meget forskellig. Som pressekonsulent i kommunen blev jeg betragtet som lidt en overløber af mine tidligere kolleger, som nu ringede til mig og ville have fat i alle mulige kritiske vinkler. På et universitet har jeg mere en servicefunktion over for de andre journalister og over for forskerne på de forskellige institutter. Jeg oplever generelt, at folk er glade for at få hjælp. Derfor er jeg også omgivet af meget mere glæde, end jeg var for tre år siden, hvor de fleste pressehenvendelser var lig med problemer.

Det her job ligner mere et rigtigt journalistjob end et pressekonsulentjob, fordi jeg bruger så meget tid på at formidle viden og skrive artikler, lave podcast og interviews osv. Jeg er kommet tilbage til det, som jeg er uddannet til, og det der drev mig i sin tid, netop at skrive og formidle. Jeg betragter Aarhus BSS som udgiveren, hvor det så bare er mit navn der står på artiklen, og mig der samler stoffet sammen. Det er noget andet end i kommunen, hvor det mere er et bestemt budskab fra afsenderen, man prøver at få ud.

Udover det at skrive er der selvfølgelig stadig den mere traditionelle pressekonsulentrolle; når pressen ringer til os, eller vi skal ud med et eller andet budskab, men det er ikke det, der fylder mest. I kommunen var det typisk, ’vi skal have en udtalelse fra rådmanden eller kommunen, fordi vi har en dårlig sag her og hvad siger I til det?’ Så skulle man til at dykke ned i det og prøve at klæde talsmanden ordenligt på med fakta og formulere et eller andet budskab – det er noget helt andet her. Langt hovedparten af de journalister, der ringer, skal have fat i en ekspert. Det er en helt anden positiv interaktion, jeg har med journalister i dette job. Når jeg lægger røret på i dag, så siger journalisterne jo altid ”tak”.

Er der en markant identitet forbundet med at arbejde på universitet?

Aarhus Universitet har en troværdighed i befolkningen, som vi forsøger at værne om og udbygge. Gennem vores forskningsformidling og pressearbejde forsøger vi her i kommunikationsafdelingen at bidrage til at give Aarhus BSS en selvstændig identitet. Ikke på bekostning af Aarhus Universitet, men som en forgrening. Det er en spændende udfordring.

Det var, hvad jeg havde af spørgsmål til dig.

… Jeg har ikke engang fået lov til at sige det, som jeg altid gerne har villet sige.

Hvad er det, da?

At det har jeg ingen kommentarer til.

Aarhus BSS
308561 / i40