Ny Associate Dean skal styrke samspillet mellem forskning og erhvervsliv

Aarhus BSS sætter nu målrettet ind på at styrke samspillet mellem fakultetets forskning og erhvervslivet. Derfor har fakultetsledelsen netop udnævnt den første Associate Dean for Corporate Relations. Valget faldt på professor René Rohrbeck fra Institut for Virksomhedsledelse.

René Rohrbeck er fakultetets nye Associate Dean for Corporate Relations. Foto: AU Foto.

At skabe tætte forskningsbaserede relationer mellem Aarhus BSS og erhvervslivet, afdække virksomhedernes behov for forskningsbaseret viden og lægge kimen til flere forskningsbaserede kurser og samarbejdsprojekter for og med virksomheder i ind- og udland - det er blot nogle af de opgaver, der venter professor René Rohrbeck fra Institut for Virksomhedsledelse, som den 1. juli tiltrådte som fakultetets første Associate Dean for Corporate Relations.

Udnævnelsen sker som en del af business-satsningen på Aarhus BSS og skal bidrage til at styrke fakultetets eksterne relationer. Den nye associate dean fortsætter som forsker, men vil fremover bruge 1/3 af sin tid på de nye opgaver i tæt samarbejde med både institutter og afdelingen for Eksterne Relationer. Og den konstruktion giver rigtig god mening, fortæller prodekan for forskning og talentudvikling Per Baltzer Overgaard:

”På Aarhus BSS gør vi allerede et kæmpe stykke arbejde for at bygge bro til erhvervslivet gennem vores kandidater, vores mange kurser og forskellige tilbud. Og det skal vi blive ved med. Samtidig er det dog vigtigt, at vi hele tiden øger koblingen mellem fakultetets forskning og virksomhedernes konkrete behov for forskningsbaseret viden. Vi har derfor valgt at ansætte en forsker i stillingen, da en solid faglig ballast og god kontakt til de faglige miljøer er altafgørende for at vide, hvordan vi kan omsætte vores viden og forskning til konkrete tilbud til virksomheder.”

Solid og lang erfaring

Beslutningen om at oprette den nye stilling blev truffet efter grundige overvejelser og i tæt dialog med de faglige miljøer. Og der er mange gode grunde til, at valget faldt på netop René Rohrbeck, fortæller Per Baltzer Overgaard:

”René har en ganske særlig profil, som gør ham utrolig velegnet til stillingen. Ikke blot er det meste af hans forskning lavet i tæt kontakt med virksomheder, han har også en karriere i det private erhvervsliv bag sig. Han ved derfor, hvad det kræver af en virksomhed at f.eks. indgå i et forskningssamarbejde, men også, hvad det kræver af en forsker. Det er vigtigt at vide, når han fremover skal forsøge at bygge bro mellem de to verdener.”

Hvis du vil vide mere, kontakt venligst:

Per Baltzer Overgaard
Mail: povergaard@au.dk
Tlf.:+4587152175
Mobil: +4523266175