Nyt spil får børn fra computeren til legepladsen

Tre ingeniørstuderende fra AU Herning har med fokus på børns trivsel og motion udviklet et spil, som kombinerer børnenes fascination for de virtuelle spil med underholdende, fysiske aktiviteter. Opdelingen mellem computerspil og fysisk leg for børn er i dag for sort-hvid, mener de.

01.07.2012 | Andreas G. Jensby

Kan man gøre fysisk aktivitet så sjovt, at børn slet ikke kan lade være? Og det uden at forbyde dem computerspil eller smartphones?

Det mener tre Business Development Engineer-studerende fra Aarhus Universitets institut i Herning, som de seneste to år har arbejdet på et såkaldt interaktivt aktiveringspil, LuxBox, som kombinerer den virtuelle computerverden med sjove fysiske aktiviteter. Ifølge de studerende gør spillet op med den sort-hvide tilgang til leg, hvor computerspil er én ting og fysisk leg er en anden.

- Børns leg er i dag meget opdelt i enten-eller: ”nu skal du slukke computeren og gå ud at lege”. Vi vil gerne bygge bro, så det virtuelle spil motiverer de unge til at være fysisk aktive, så det hele ikke bliver stillesiddende aktiviteter online, fortæller Rasmus Ærthøj Velling, som er en af de tre udviklere af spillet og virksomheden Activation Factory, hvis erklærede mål er at arbejde for børns trivsel gennem fysisk aktivitet.

Skal inkludere alle børn
LuxBox, som består af mange forskellige spilmuligheder, går ud på, at man på f.eks. en legeplads, i skoven eller indenfor opsætter trådløse enheder, som kan lyse i forskellige farver. Børnene får individuelle trådløse armbånd, som de kan ”scanne” enhederne med.

Eksempelvis skal man i spillet ”Fang farven” hurtigst muligt finde den/de enheder, som lyser med deres individuelle farve. Men netop fordi at Luxbox skal være et spil for alle børn og ikke kun de hurtige, har de tre studerende udviklet spil, hvor f.eks. hukommelse og udholdenhed er i centrum.

- Vi har forsøgt at udvikle spillene på en måde, så der er brug for forskellige kompetencer på hvert hold. På den måde tilgodeses børnenes forskellige styrker, og der skabes et godt socialt mix, som kan fortsætte online bagefter. Og ikke mindst er alle fysisk aktive, fortæller Rasmus Ærthøj Velling.

Alle data fra de trådløse enheder overføres automatisk til spillets online platform, hvor børnene før spillet kan lave deres egen profil, danne hold, udfordre hinanden osv. og efterfølgende se resultaterne, dele og chatte på Facebook mm.

Attraktivt for institutioner
Som en del af produktudviklingen har Rasmus Ærthøj Velling og makkerne Lasse Hylleberg Sørensen og Peter Jæger Johansen undersøgt markedet for interaktive aktiveringsspil til institutioner. Ifølge dem består markedet lige nu på den ene side af konsol-spil som Nintendo Wii eller Playstation Move, hvor man står foran skærmen, og på den anden side store forkromede legepladsløsninger, som koster mange penge at anlægge. Det giver håb for LuxBox, mener de.

- Vi kommer forhåbentlig til at kunne sælge vores produkt til en pris, som almindelige institutioner og skoler kan betale uden at skulle tænke så meget over budgettet. Men det afhænger naturligvis af efterspørgslen og introduktionen på markedet, siger Rasmus Ærthøj Velling.

LuxBox findes stadig kun som prototype, men det er håbet, at Activation Factory inden alt for længe kan sætte produktionen i gang. Rasmus Ærthøj Velling, Lasse Hylleberg Sørensen og Peter Jæger Johansen er alle på 6. semester på Business Development Engineer (BDE) på AU Herning og skal efter sommerferien fortsætte på kandidatuddannelsen i Tecnology Based Business Development i Herning.

Baggrunden for projektet
Activation Factory er dedikeret til at gøre fysisk aktivering mere attraktiv og sjov ved at udvikle nytænkende produkter, hvor moderne teknologi, computerspil og motion kombineres.

  • På verdensplan er 50 % overvægtige (OECD-landene)   
  • Overvægt medfører bl.a. type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, åndedrætsbesvær og mobning
  • 66 % af danske børn og unge dyrker ikke de anbefalede 60 minutters motion om dagen. (11-15 år)
  • 75 % af danske børn og unge bruger over 3 timer om dagen ved computeren, spillekonsoller osv.

Yderligere information

Rasmus Ærthøj Velling, BDE-studerende
E-mail: 10649@hih.au.dk
Telefon: 29 82 43 83
Web: Activation Factory

Aarhus BSS
308561 / i40