Peter Munk Christiansen er ny institutleder

Den nye institutleder på statskundskab bliver Peter Munk Christiansen. Han overtager tøjlerne efter Thomas Pallesen, som er blevet dekan på Aarhus BSS. I det følgende giver institutlederen sit syn på instituttets styrker, udfordringer og visioner.

13.11.2015 | Ingrid Marie Fossum

Peter Munk Christiansen er udpeget som Institut for Statskundskabs nye institutleder. Han er professor og ph.d.-programudvalgsformand ved instituttet og er formand for Det Frie Forskningsråd. Desuden har han været konstitueret i stillingen som institutleder siden 1. juli 2015, så det er altså et velkendt ansigt, der tager styringen over instituttet, som huser knap 180 ansatte og inkluderer Center for Forskningsanalyse (CFA).

Hvad er din vision for instituttet?

Det er ikke et nemt institut at overtage, for det er et institut, der scorer højt på alle relevante parametre: Instituttet forestår en række velfungerende uddannelser, der er bred efterspørgsel efter. Forskningsmæssigt findes der få europæiske statskundskabsinstitutter, hvis produktion i omfang og kvalitet kan måle sig med Aarhus-instituttet, og såvel produktivitet som kvalitet er i en stærk og positiv udvikling. Instituttets ansatte har en stærk placering i medierne, og i kraft af CFA leverer instituttet også myndighedsbetjening på højt niveau. Tillige med er instituttet socialt velfungerende. 

Hvad ser du som instituttets styrker og udfordringer?

Instituttet er vokset meget stærkt gennem de senere år. Det skyldes dels stor succes med eksterne bevillinger, dels meroptaget af studerende. Instituttet rammer snart de fysiske grænser med den nuværende placering i universitetsparken. Det afføder en naturlig diskussion om, hvor stort instituttet skal være, og hvordan instituttets fremtidige vækst skal være. I forlængelse heraf har der været diskussioner om, hvordan man sikrer sig dialog mellem ledelse og ansatte på et efterhånden ganske stort institut. En sådan dialog er vigtig for at sikre sig, at instituttet også fremover er fagligt stærkt på et højt internationalt niveau samtidig med, at det er socialt velfungerende og sammenhængende. 

Instituttet har øget sine eksterne bevillinger meget stærkt over en ganske kort årrække. Man kan næppe forvente at væksten fortsætter, men det vil i sig selv være en udfordring at holde de senere års niveau, blandt andet fordi regeringen skærer kraftigt ned på de frie forskningsmidler. Instituttet må derfor arbejde på at søge eksterne bevillinger fra flere kilder, herunder fonde og EU-midler.  

Instituttets uddannelsesmæssige kerneprodukt er bachelor- og kandidatuddannelserne i statskundskab. De øvrige uddannelser må ikke forklejnes, men der ville ikke være noget stort institut uden uddannelserne i statskundskab. Uddannelsen er en stor succes, fordi den producerer kandidater, der nemt får stilling i den offentlige forvaltning i Danmark. Og vore kandidater klarer sig godt karrieremæssigt. Det skulle de gerne blive ved med. Derfor må studiet af dansk politik og forvaltning fortsat stå stærkt, og de studerende må opøves i at beherske et godt og sikkert skriftligt dansk, fordi det kræves af aftagerne. Samtidig er instituttet inde i en internationaliseringsproces. Den er på alle måder god og sund, men instituttet må samtidig fortsat sikre, at vi kan levere sprogligt velklædte kandidater til den danske offentlige forvaltning i særdeleshed og det danske samfund i almindelighed. 

Hvad kan du sige om det kommende samarbejde med henholdsvis instituttets medarbejdere og fakultetets ledelse?

Jeg ser frem til at yde mit bidrag til at udvikle instituttet på flere dimensioner i samarbejde med instituttets mange dygtige medarbejdere. Jeg ser også frem til at være en del af fakultetets ledelse. Der er i dag mange samarbejdsmuligheder vi ikke udnytter. De skal gro frem nedefra, og det vil jeg gerne være med til at skubbe frem. Kurser for ph.d.-studerende kan være en mulighed, udbygning af vores FMOL (Den fleksible Master i Offentlig Ledelse) en anden. Det er også vigtigt, at vi finder den rette balance mellem institutterne og fakultetets kompetencer - og den behøver jo ikke være den samme for alle institutter på alle områder.

Hvad nu med din forskning?

Den håber jeg da, at jeg kan få lejlighed til at lege lidt med indimellem.

Aarhus BSS
308561 / i40