Præcisering af antallet af ingeniøruddannelser ved Aarhus Universitet

Historie om ny direktør til Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet skabte forvirring på AU Herning.

25.05.2012 | Mikkel Nørgaard

Historien om en ny direktør til Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet skabte i går en del forvirring i AU Herning – derfor har centerleder Michael Goodsite og dekan Svend Hylleberg i fællesskab udsendt denne præcisering:

Ingeniøruddannelserne på Aarhus Universitet er placeret ved tre organisatoriske enheder. Udover Institut for Ingeniørvidenskab og Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet udbyder hovedområdet Business and Social Sciences tre diplomingeniøruddannelser i henholdsvis Electronic Design Engineering, Business Development og Global Management and Manufacturing samt en civilingeniøruddannelse i teknologibaseret forretningsudvikling. Alle uddannelserne er placeret på AU Herning, som er en enhed under Business and Social Sciences, placeret i den vestlige del af Region Midtjylland. Cirka 500 studerende er indskrevet på de fire ingeniøruddannelser på AU Herning, som på ingeniørområdet modtager næsten 15 millioner kroner om året i ekstern finansiering.

Herudover er AU Herning hjemsted for NORD-STAR, som står for Nordic Strategic Adaption Research, der et såkaldt Nordic Centre of Excellence. Centret er en fælles nordisk forskningssatsning, der skal skabe et bedre grundlag for at udvikle strategier og træffe beslutninger, som kan bidrage til at de nordiske lande kan opnå konkurrencefordele og rentable, bæredygtige klimatiltag og ikke mindst modvirke effekterne af klimaforandringer.

AU Herning udbyder seks bacheloruddannelser, to kandidatuddannelser samt en række deltidsuddannelser med fokus på teknologi, erhvervsøkonomi og ledelse. Samlet set har flere end 2.000 studerende og mere end 250 ansatte deres daglige gang på AU Herning, der har et årligt budget på kr. 100 mio. plus 50 kr. mio. i ekstern finansiering.

Business and Social Sciences – og ikke mindst AU Herning – er meget tilfredse med ansættelsen af Conni Simonsen på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og ser frem til et godt samarbejde.

Kontakt

Dekan Svend Hylleberg

Direkte telefon: 87152036

Mobiltelefon: 23382020

Centerleder Michael Evan Goodsite

Direkte telefon: 87164747

Mobiltelefon: 60112557

 

 

Aarhus BSS
308561 / i40