Studerende dyster om at løse erhvervslivets problemer

I april er BSS vært for en intensiv konkurrence for business-studerende, når Aarhus Case Competition ser dagens lys for første gang. Alle på hovedområdet inviteres til fire lærerige dage på Fuglesangs Allé, mens ni hold kæmper om at løse cases fra det virkelige erhvervsliv – og en præmiesum på 14.000 kroner.

15.03.2012 | Anne Shirin Ørberg

Kan tre kvikke hoveder knække en kompleks, strategisk udfordring for en stor, international virksomhed – på bare 24 timer? Det er, hvad de ni udvalgte hold skal prøve kræfter med til Aarhus Case Competition 2012, der løber af stablen 15.-19. april i Aulaen på Fuglesangs Allé.

Arrangement er det første af sin art på AU og er stablet på benene af 20 frivillige BSS-studerende. Visionen er, at Aarhus Case Competition bliver en årlig begivenhed, der ud over at give de studerende en lærerig oplevelse kan tiltrække positiv opmærksomhed fra erhvervslivet og akademiske miljøer.

Faglighed i virkeligheden
- Der er forskel på, hvad virksomhederne ønsker af deres fremtidige medarbejdere, og hvad vi faktisk lærer på universitetet fra dag til dag.

Ordene kommer fra hovedkoordinator Anders Haugbølle Thomsen. Med Aarhus Case Competition ønsker han at give studerende en mulighed for at prøve deres faglighed af på virkeligheden:

- Jeg har selv prøvet at deltage i en case competition og blev mere eller mindre forelsket i konceptet med det samme. Man får testet alt, hvad man har lært, og man skal arbejde koncentreret og struktureret under et ekstremt tidspres. Det giver enormt meget, siger Anders Haugbølle Thomsen.

Et stærkt signal for Business and Social Sciences
Case competitions er et relativt nyt fænomen. De sidste 10 år har CBS i København høstet international anerkendelse for deres variant, og nu mener Anders Haugbølle Thomsen, at tiden er inde til, at Aarhus Universitet får sin egen konkurrence.

- Vi vil gerne signalere, at business-uddannelserne på Aarhus Universitet er helt fremme på beatet. Aarhus Case Competition henvender sig til bachelor- og kandidatstuderende fra hele Norden og vil forhåbentlig sætte BSS på landkortet, efterhånden som det bliver en årlig tradition, siger han.

På længere sigt er håbet at skabe en ”Case Competition-kultur” i Aarhus, som kan inspirere og udfordre business-studerende fagligt og styrke båndene mellem BSS og erhvervslivet i mange år fremover.

- Vi har mødt en utrolig opbakning fra erhvervslivet. De får mulighed for at ”brande” sig over for de studerende og vise dem, hvilke udfordringer deres branche står overfor i dag. Virksomhederne får en hands on-fornemmelse af, hvad BSS kan tilbyde, og de ser selvfølgelig positivt på, at kandidaterne får nogle konkrete værktøjer, allerede mens de studerer, fortæller hovedkoordinatoren.

Kom til åben workshop i aulaen
Sideløbende med den intensive præmiekonkurrence inviteres alle studerende på AU til faglige oplæg og workshops på Fuglesangs Allé. Tanken er, at alle på universitetet skal have mulighed for at deltage i Aarhus Case Competition og lære nye redskaber til problemløsning og præsentation – præcis som de ni hold.

- Det er lidt utraditionelt, men vi tilbyder alle at prøve kræfter med de tre cases. Det foregår i mere uformelle rammer i Aulaen, hvor der er daglige workshops med forplejning og gode muligheder for at sparre, fortæller Anders Haugbølle Thomsen.

Han understreger, at det ikke kun er et arrangement for business-studerende:

- Alle med interesse for erhvervslivet og dets udfordringer er velkomne – det gælder bestemt også medarbejdere på AU. Især til den store finale torsdag eftermiddag, hvor de tre bedste hold præsenterer deres løsninger i aulaen, og vinderen kåres.

Deltagelse i præsentationer og case workshops er gratis, men kræver tilmelding på konkurrencens hjemmeside.

Om Aarhus Case Competition 2012

  • Arrangementet foregår 15.-19. april 2012. Det er det første af sin art i Aarhus og arrangeres af 20 frivillige BSS-studerende i samarbejde med en række virksomheder.
  • Ni hold à tre studerende dyster om at løse to små og én stor case bedst muligt. Den samlede præmiesum er 14.000 kroner.
  • I dagene op til 24 timers-casen er der fokus på redskaber til problemløsning (mandag) og præsentation (tirsdag). Her kan alle studerende og medarbejdere høre inspirerende oplæg og deltage i workshops i aulaen samt prøve kræfter med de to ”opvarmnings-cases”. Onsdag offentliggøres den store 24 timers-case, og der vil igen være åben workshop i aulaen. Vinderne af prisen på 10.000 kroner findes ved finalepræsentationen torsdag eftermiddag, hvor alle er velkomne.

Læs meget mere om Aarhus Case Competition, se ugens program og tilmeld dig præsentationer og workshops på arrangementets hjemmeside.

Kontakt
Anders Haugbølle Thomsen
Hovedkoordinator for Aarhus Case Competition
Mail: ahthomsen@gmail.com
Tlf: 2344 2276

Aarhus BSS, Studerende, Arrangementstype
308561 / i40