Tid til ferielæsning?

Ferien står for døren, og det samme gør forhåbentligt lange dage i solen med en god bog. Måske har du lyst til at læse nogle lidt anderledes akademiske tekster, end du er vant til? Til inspiration får du her en liste over romaner, som på hver deres måde tager den akademiske verden under kærlig behandling.

Foto: Colourbox

Lykkelige Jim af Kingsley Amis (på engelsk: Lucky Jim - 1969)

Satirisk roman om en ung universitetslærer i efterkrigstidens England.

Bytte plads: en historie om to universiteter af David Lodge (på engelsk: Changing Places - 1975) (Del 1 af David Lodges universitetstrilogi)

Som led i et akademisk udviklingsprogram bytter en amerikansk og en engelsk universitetslærer job for et halvt år. Deres oplevelser bliver en vittig serie af barokke hændelser, også i privatlivet. (kilde: biblioteket.dk)

Small World – an academic romance af David Lodge (1984) (Del 2 af David Lodges universitetstrilogi) (kun på engelsk).

Ordentligt arbejde af David Lodge (på engelsk: Nice Work - 1988) (Del 3 af David Lodges universitetstrilogi)

Samfundssatirisk kærlighedsroman fra Thatcher-epokens England. Hun er en venstreorienteret universitetslektor, han en stokkonservativ industribaron (kilde: biblioteket.dk)

Stoner af John Williams (På engelsk: Stoner – 1965)

Et almindeligt liv, men en ualmindelig god bog. Denne velfortalte historie om en mand i Missouri i første halvdel af 1900-tallet er amerikansk litteratur, når det er allerbedst (kilde: litteratursiden.dk)

Dinosaurens fjer af Sissel-Jo Gazan (2009) (The dinosaur feather)

Krimi. Er verdens fugle dinosaurernes efterkommere? Det er emnet for Annas speciale på biologistudiet, og jo dybere hun trænger ned i emnet, des tydeligere bliver det, at både videnskabelig og almenmenneskelig uredelighed kan få voldsomme konsekvenser (kilde: biblioteket.dk)

Svalens graf af Sissel-Jo Gazan (2014) (Arc of the swallow)

En uafhængig fortsættelse af Dinousaurens fjer. Svalens Graf tegner et kritisk billede af den lille mand mod det store system og er en diskussion af de forsvarsmekanismer, mennesket benytter sig af for at beskytte egne interesser (kilde: biblioteket.dk).

Har du input?

Er der bøger, som du synes mangler på listen, så send dit forslag til slbj@au.dk.