Top-job til BSS-alumner

I løbet af de første blot seks uger af 2017 har hele tre Aarhus BSS-alumner præget avisforsiderne ved at indtage topposter i store internationale koncerner.

22.03.2017 | Michael Schrøder

Jim Hagemann Snabe (t.h.) blev den 31. januar valgt som ny formand for bestyrelsen i Siemens-koncernen. Han afløste Dr. Gerhard Cromme (t.v.). (Foto: www.siemens.com/press).

”Hvad er det, de der Aarhus-producerede danske chefer kan,” spurgte studieværten på TV2 Business sin journalistkollega, der var med på en forbindelse fra Frankfurt i Tyskland. Svaret vender vi tilbage til.

I indslaget, der handlede om, at Jesper Højer, en 38-årig dansker, der netop var blevet udnævnt til øverste chef for den tyske dagligvaregigant Lidl, kom det frem, at han var uddannet cand. merc. fra den daværende Handelshøjskolen i Århus, som siden er blevet en del af det nuværende Aarhus BSS under Aarhus Universitet.

Det samme er Jim Hagemann Snabe, som siden årsskiftet to gange har præget de danske erhvervsnyheder. Først ved at blive udnævnt til formand for bestyrelsen i den tyske industrikoncern Siemens med 350.000 medarbejdere i mere end 20 lande. Og blot halvanden uge senere udset til at overtage bestyrelsesformandsposten fra Danmarks hidtil ukronede bestyrelseskonge Michael Pram Rasmussen i A.P. Møller-Mærsk.

De danske erhvervsmedier var da heller ikke sene til at udnævne Jim Hagemann Snabe til Danmarks nye bestyrelseskonge.

Karriere i Novo Nordisk

Inden de to danskere ryddede avisforsiderne havde en tredje Aarhus BSS-alumne, Lars Fruergaard Jørgensen, allerede sat sig i chefstolen hos den internationale medicinalkoncern Novo Nordisk, hvor han 1. januar erstattede Lars Rebien. Også Lars Fruergaard Jørgensen er uddannet cand. merc. fra det tidligere Handelshøjskolen i Århus.

Det var i 1991 og umiddelbart efter blev han ansat som graduate student i Novo Nordisk, hvor han siden støt og roligt er kravlet op ad karrierestigen og nu kan kalde sig CEO i verdens førende medicinalvirksomheden inden for diabetesmedicin.

Også Jesper Højer og Jim Hagemann Snabe kom hurtigt ud af starthullerne og lagde kimen til deres kometkarrierer allerede i studietiden på Aarhus BSS.

Studentermedhjælp og medforfatter

Til dagbladet BT fortæller lektor Erik Strøjer Madsen, Institut for Økonomi, at Jesper Højer, der i 2003 var blevet ansat som studentermedhjælper på forskningsprojekter, var så dygtig og innovativ, at hans navn naturligt skulle med på de videnskabelige artikler i anerkendte tidsskrifter, som projekterne mundede ud i.

Umiddelbart efter studietiden fik JesperHøjer sit første job i Lidl, hvor han siden har arbejdet sig op. Nu står han i spidsen for 215.000 ansatte og med en årlig omsætning på over 400 mia. kr.

It til undervisning

Også Jim Hagemann Snabe brugte studietiden effektivt, hvor han i sit studiejob lavede it-systemer til undervisningen på Handelshøjskolen. Kort efter studietiden blev han ansat som trainee i den tyske softwaregigant SAP, hvor han i de følgende år gjorde karriere, inden han i 2010 satte sig i chefstolen for virksomheden.

Siden 2013 har han helliget sig bestyrelsesarbejde i en række danske og tyske selskaber og i World Economic Forum, der er kendt for de årlige topmøder i den schweiziske by Davos.

Og så er vi fremme ved TV2-reporterens svar på studieværtens spørgsmål fra indledningen.

”Hvis du spørger de her mennesker selv, er jeg sikker på, at de vil sige, at det ikke er så meget, fordi de er danskere, at de har fået de her job. Men selvfølgelig spiller kvaliteten i uddannelsen en rolle.”

Kilder: TV2, BT, Computerworld, Berlingske Business, finans.dk, Børsen, business.dk, Novo Nordisk, High Performance Institute

Aarhus BSS