Du er her: AU  Medarbejdere  Fakulteter Aarhus BSS Projekter Campus 2.0 for medarbejdere

Campus 2.0 for medarbejdere

Aarhus BSS har sat gang i en bred inddragelsesproces, hvor alle medarbejdere og studerende kan komme med input til det nye Campus 2.0. Ifølge AU’s vedtagne masterplan for Campus 2.0 skal Aarhus BSS’ aktiviteter på Fuglesangs Allé flytte til den nye Universitetsby i 2022-24. Dermed samles fakultetets aktiviteter i Aarhus på tværs af Nørrebrogade.

Inddragelsesprocessen kører frem til 23. oktober. Når processen er afsluttet, samles de forskellige input i et høringssvar til rektor og indgår i bestyrelsens endelige beslutning om Campus 2.0 i december.

I september er der afholdt møder med studenterforeninger og samarbejds- og arbejdsmiljøorganisationen. På baggrund af disse møder udformes et spørgsmålskatalog, som ligger til grund for en bred høring, der foretages blandt fakultetets medarbejdere og studerende i oktober.

For at understøtte inddragelsesprocessen i forhold til Campus 2.0 og for at give inspiration til, hvordan fremtidens campus kan indrettes, afholder AU 3 åbne gå-hjem-møder for studerende og medarbejdere i september og oktober. Oplægsholderne vil med hvert deres fokus præsentere tanker og cases om fx, hvordan man skaber et godt og fremtidssikret campusmiljø med alt, hvad det indebærer.
Nærmere information om datoer, temaer, oplægsholdere og tilmelding fremgår her.

Hvorfor inddragelse nu?

Det er vigtigt, at alle gode idéer og behov, som har betydning for de fysiske rammer i den fremtidige Universitetsby tænkes ind i AU’s masterplan, inden bestyrelsen i december træffer den endelige afgørelse om, hvilke overordnede aktiviteter, der skal skabes plads til i bl.a. Universitetsbyen.

Dermed kan vi forhåbentlig sikre, at så mange relevante behov og ønsker som muligt indtænkes i den efterfølgende projektering af Universitetsbyen.

Med efterårets inddragelsesproces ønsker fakultetsledelsen dermed, at medarbejdere og studerende grundigt overvejer:

  • Hvilke nuværende fysiske faciliteter vi ønsker at videreføre/udbygge, og hvilke vi savner i dag?
  • Et kig i krystalkuglen: Hvilke helt nye muligheder og behov med indvirkning på de fysiske rammer forudser vi vil opstå i de kommende 5-10 år?

Principper for inddragelsesprocessen

Inddragelsesprocessen har fokus på de fysiske rammer og på, hvordan vi overordnet kan sikre et godt arbejds- og studiemiljø i den nye Universitetsby. Først senere - når flytteplanerne er blevet mere konkrete - vil der blive gennemført lokale og mere detaljerede brugerinddragelsesprocesser.

På baggrund af masterplanen for Campus 2.0 har fakultetsledelsen fastlagt tre overordnede principper, som skal guide de forskellige input:

  • Der bliver omtrent det samme antal m2 som nu (med mindre der forudses en væsentlig ændring i antal VIP og/eller studerende)
  • VIP og studerende skal være tæt på hinanden (dvs. vi ønsker ikke forsknings- og undervisningssiloer)
  • Trafikken af studerende skal gå begge veje under Nørrebrogade (under behørig hensyntagen til studiemiljø og nærhed til fagmiljø)

Hvad mener vi med ”fysiske rammer”?

  • Arbejdsmiljøet for medarbejdere (herunder kontorer, møderum, interaktion forsker/studerende, labs, servicepoints, bibliotek, kantine, p-kælder)
  • Studiemiljøet for studerende (herunder interaktion forsker/studerende, studiepladser, faglige og sociale arrangementer, labs, servicepoints, bibliotek, innovationhubs, kantine, boghandel, udendørsarealer)
  • Fremtidige undervisningsformer/Edu-IT (herunder behov for auditorier/undervisningslokaler/ grupperum/labs samt fleksibel lokaleindretning)
  • Samspillet med det omgivende samfund, dvs. faciliteter for erhvervsliv, byen og alumner (herunder innovationhubs, konferencefaciliteter (”ny S-bygning”), servicepoints for eksterne brugere, faciliteter til EVU-aktiviteter)

Overordnede temaer

De overordnede temaer, som ligger til grund for inddragelsesprocessen er, hvordan vi gennem de fysiske rammer kan:

  • Skabe et godt fysisk arbejdsmiljø for medarbejderne og et godt fysisk studiemiljø for de studerende?
    Og dermed skabe forudsætningerne for rekruttering og fastholdelse af de mest talentfulde medarbejdere og studerende
  • Fremme sammenhængen mellem forskning og uddannelse og interaktionen mellem forskere og studerende?
    Og dermed skabe de bedste forudsætninger for den forskningsbaserede undervisning, som en af vores vigtigste kerneydelser
  • Understøtte fremtidens undervisningsformer og forskningssamarbejder?
    Hvilket vil bidrage til, at vi kan levere tidssvarende og fremtidssikret undervisning og forskning af højeste kvalitet
  • Sikre sammenhæng og trafik af medarbejdere og studerende mellem Universitetsbyen og Universitetsparken?
    Og dermed skabe et levende campus med optimal udnyttelse af faciliteter på tværs af Nørrebrogade
  • Fremme samarbejdet og samspillet med det omgivende samfund?
    Hvilket vil tilføre såvel forskning som undervisning værdi, bidrage til at sikre praktikpladser, specialesamarbejder, studiejobs mv. og synliggøre vores aktiviteter i omverdenen
  • Videreudvikle universitetet som internationalt campus?
    Og dermed gøre det lettere at rekruttere såvel fremragende forskere som talentfulde studerende fra udlandet og fastholde de internationale medarbejdere og studerende, vi allerede har-

Procesplan

September


Frem imod selve høringen i oktober og med udgangspunkt i en række indledende overvejelser blandt institutter, studenterrepræsentanter og administrative ledere vil der blive udformet en række uddybende spørgsmål under hvert af de overordnede temaer. Spørgsmålene ligger til grund for den efterfølgende høring.

Alle er meget velkomne til allerede nu at bidrage med forslag til yderligere temaer, kommentere på dem, der er formuleret, og komme med forslag til relevante spørgsmål, der kan stilles i forbindelse med den kommende høring. Send blot en mail til nycampus.bss@au.dk.

Oktober


Høring af medarbejdere og studerende d. 2.-23. oktober.

De enkelte institutter bestemmer selv, hvordan de ønsker at tilrettelægge den lokale høring af medarbejderne. HR vil sørge for at samarbejdsorganisationen bliver hørt, og dekanatet sikrer høringen af arbejdsmiljøorganisationen.

November


Fakultetets opsamling på de forhåbentlig mange gode input fra medarbejdere og studerende sendes til rektor d. 1. november.

December


De samlede input fra fakulteter m.fl. vil blive præsenteret for bestyrelsen i forbindelse med den endelige vedtagelse af masterplanen i december 2018.

Efter efterårets inddragelsesproces og bestyrelsens godkendelse af vision og masterplan i december kommer en ny fase, hvor de konkrete projekter skal udfoldes og implementeres.

Organiseringen af projektet

Campus 2.0 projektets overordnede rammer er besluttet af fakultetsledelsen.

Der er nedsat en styregruppe for projektet, som også vil fungere som styregruppe i de senere faser af det omfattende Campus 2.0-projekt, som rækker frem mod 2022-24:

  • Dekan Thomas Pallesen (projektejer)
  • Prodekan for uddannelse Per Andersen
  • Prodekan for forskning og talent Per Baltzer Overgaard
  • Administrationschef Anne Bækby Johansen
  • Institutleder Niels Haldrup, Institut for Økonomi
  • Institutleder Jacob K. Eskildsen, Institut for Virksomhedsledelse
  • Projektleder Anja Zimmerdahl Hansen, dekansekretariatet

Derudover vil en lang række ressourcepersoner fra institutter, fakultetsadministration, AU’s masterplansgruppe samt studenterrepræsentanter blive inddraget i udarbejdelsen af høringsmaterialet og fakultetets indspil til rektor.

1444309 / i40