Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Da Aarhus Universitet fik en verdensrekord

Ved semesterstart i 1976 blev Aarhus Universitet for første – og vist også eneste - gang noteret for en verdensrekord. Den 27. september 2011 var det 35 år siden.

27.09.2011 | Helge Hollesen

Ved rekordforsøget blev begivenhedernes gang styret fra et midlertidigt træskur i Universitetsparken. Kilde: Universitetshistorisk Udvalg.

Der var diplom til alle, som var med til at sikre verdensrekorden Her er det studerende Judith Jensens bevis på sin andel af successen. Kilde: Universitetshistorisk Udvalg.

Klip fra Aarhus Stiftstidende den 15. september 1976. Kilde: Universitetshistorisk Udvalg.

Da den nystartede danskstuderende Holger Frank Jessing den 27. september 1976 kl. 14 afleverede depechen til næste løber, var den allerede hjemme. 

Aarhus UniversitetsSport havde sat ny verdensrekord og sikret sig en plads i Guiness rekordbog efter et usædvanligt stafetløb i Universitetsparken.

Men løbet fortsatte og sluttede først den 1. oktober, da de 1104 deltagere tilsammen havde løbet i 25 døgn, 1 time, 59 minutter og 4 sekunder. Da havde de slået den tidligere rekord med næsten fem døgn og tilbagelagt 7806 km.

Deltagerne i det succesfulde rekordforsøg var en broget flok. Både løbere og gående med og uden barnevogne deltog. Ældste deltager var 74 år og den yngste fire år. Og fem mænd valgte at gå den 1462 meter lange rute på hænder. Universitetets daværende avis Information og Debat oplyser, at det tog omkring 45 minutter, men ikke hvordan de fik depechen med sig.

Både ansatte på universitetet og studerende deltog i rekordforsøget, men også andre løbeglade meldte sig til at tage en runde i Universitetsparken. Her var Aarhus Stiftstidende knap midtvejs i løbet på nattebesøg, og lidt unormalt var omgangstiderne denne nat lige så hurtige som i dagtimerne.

– Det hænder, at pilsnerne sidder lidt tungt i natløbernes ben, fortalte en kontrollant den udsendte reporter.

Det utraditionelle løb blev skudt i gang den 6. september for at gøre nye studerende opmærksomme på Aarhus UniversitetsSport. Det lykkedes til fulde ifølge førnævnte avis. Badmintonklubben fik 100 flere tilmeldinger end normalt ved semesterstart, volleyballklubben kunne oprette tre nye hold, og svømmeklubben måtte for første gang midlertidigt lukke for tilmelding til begyndersvømning(!)

Medarbejdere, Studerende, Forside, Arrangement
300871 / i40