Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Forårsprogrammet 2013 for University International Club er klar

Forårsprogrammet for University International Club, the UIC, tilbyder ugentlige foredrag/seminarer vekslende med besøg på f.eks. museer i Universitetsparken og i det netop indviede iNANO hus.

23.01.2013 | Gitte Haahr-Andersen

University International Club, the UIC, retter sig mod alle ansatte, udenlandske som danske og deres familier. Forårsprogrammet tilbyder ugentlige foredrag/seminarer vekslende med besøg på f.eks. museer i Universitetsparken og i det netop indviede iNANO hus.

Der er seminarer, der retter sig mest mod de ansatte, såsom information om fagforeninger, pension, AU lønsedler og skat.dk, som introducerer om skatteforhold og svarer på spørgsmål.

For vore familier er to skolemøder vigtige, relevante for udenlandske, men også danske forældre. Ét med præsentation af internationale skoler (AAGE, Galten og Langkier Gymnasium) og et om Aarhus Kommunes tilbud i forbindelse med skolestart for udenlandske elever, sidstnævnte tager vi på Læssøesgades Skole.

Af øvrige foredrag kan nævnes et om Janteloven, det danske sprog, Piet Hein, og udfordringer i multikulturelle parforhold. Vi har også et par uformelle møder, hvor interesserede kan byde ind med idéer til emner. Semestret afsluttes med den traditionelle ”International Pot-luck”, som altid er fornøjelig og smagfuld. Der er lagt op til endnu et lærerigt, spændende og hyggeligt program. 

Annoncering

De forskellige arrangementer vil hver uge blive annonceret på UIC's hjemmeside, i vores Monday mail og UIC Newsletter (sidstnævnte udkommer torsdag), som alle ansatte kan tilmelde sig. Nyhedsbrevet indeholder mange relevante oplysninger om AU, nyheder i Aarhus, danske helligdage, mærkedage og et bredt udvalg af forslag til diverse aktiviteter og begivenheder i og omkring Aarhus.

UIC-aktiviteter

Udover de ugentlige onsdagsmøder har vi flere aktiviteter løbende, UIC PlayGroup for ”moms & kids”, UIC Dinner Club og UIC Games Events, som også kommunikeres på de ovennævnte steder – og er åben for alle! Men især opfordres til at holde øje med vores hjemmeside, da ændringer kan opstå:  www.au.dk/uic.

Medarbejdere, Arrangement, Forside, Nyheder
300871 / i40