Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Genbrug dine og andres oversættelser

Oversætter du jævnligt til engelsk, kan du nu lære at bruge programmet MemSource Cloud, som trækker på tidligere oversættelser på Aarhus Universitet.

02.04.2014 | AU Sprogservice

AU Sprogservice giver nu alle ansatte på AU, der ofte oversætter til engelsk, muligheden for at lære at bruge det professionelle oversættelsesværktøj MemSource Cloud, som både kan spare tid og forbedre kvaliteten af oversættelserne.

Når man arbejder i MemSource Cloud, kan man genbruge ord og sætninger fra tekster, som tidligere er blevet oversat af AU Sprogservices egne oversættere eller deres eksterne leverandører.

Som bruger af programmet får du adgang til AU´s online oversættelsesmiljø, hvor alle kan trække på og bidrage til omfattende fælles oversættelseshukommelser og termbaser, og oversættelserne bliver på den måde både hurtigere og bedre. 

To gange tre timer

Kurset består af to workshops af tre timer. Første gang får du en introduktion til programmet, og anden gang er et ’MemSource Cloud II’-kursus, hvor du lærer at arbejde med termbaser og bliver endnu bedre til at udnytte programmet.

MemSource Cloud er hurtigt at komme i gang med og nemt at bruge, og du vil være i stand til at arbejde selvstændigt i programmet allerede efter introworkshoppen – du behøver således ikke deltage i ’MemSource Cloud II’-kurset.

Kurserne er gratis for alle ansatte. Den eneste forudsætning for at være med er, at oversættelse er en vigtig og tilbagevendende del af dit arbejde på AU.

Kurserne bliver udbudt to gange om måneden, og det første kursus finder sted 29. april 2014.

Administrative forhold, Medarbejdere, Nyheder, Forside
300871 / i40