Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Gennemførte det rigtige marathon

Et hold arkæologiinteresserede med klassisk arkæolog Leif Erik Vaag i spidsen har været i Grækenland for at løbe det originale maraton. Trods skader og et barskt klima nåede alle målet med et minde for livet.

05.11.2010 | Rikke Carlsen

Udklædte løbere på vej til stadion.

SFINX-løbere klar til start.

Klassisk arkæolog og chefredaktør for tidsskriftet SFINX Leif Erik Vaag og fem SFINX-læsere gennemførte den 31. oktober det ”rigtige” maratonløb i Grækenland.

For 2500 år siden løb den græske militære budbringer turen fra Marathon til Athen for at overbringe athenerne nyheden om den underbemandede græske hærs sejr over perserne i slaget ved Marathon, og netop dette var chefredaktør Leif Erik Vaags motivation for at tage af sted.

– Det er jo alle maratonløbs moder, så det betyder rigtig meget for mig at være med og på den måde sætte fokus på jubilæet. Og det var jo en helt fantastisk oplevelse – en oplevelse for livet!, siger han.

Nåede målet

Klimaet på ruten var en noget anden oplevelse, end danske maratonløbere kender på denne årstid. Holdet havde håbet på en overskyet himmel, men skyer kunne de godt skyde en hvid pil efter – høj sol, 23 grader og ingen vind var i vente på den 40 km lange tur.

Derudover baksede flere af løberne med småskader, og som om det ikke skulle være nok, gik det meste af ruten op ad bakke. Der er vist intet at sige til, at løberne var ekstatiske, da de løb i mål.

– Hvis jeg må prale, så kom jeg først i mål med tiden 04.08.20, griner Leif Erik Vaag, men skynder sig at fortælle, at resten af holdet kom i mål inden for en halv time efter ham.

Leif Erik Vaag roser arrangørerne for hele det velorganiserede arrangement. Flere af løberne havde klædt sig som oldgræske soldater, og et stort publikum var mødt op og delte olivengrene ud til løberne som et sejrssymbol. Men størst af alt var mødet med det olympiske stadion.

– Når man løber ind der, og alle hepper og klapper, så er det meget stort. Det gav gåsehud, og jeg tror, vi alle kneb en lille tåre, siger Leif Erik Vaag.

Nyheder
300871 / i40