Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

IFSK Killers vinder den første Copa BSS

Den uforlignelige Jugo Politico tog endnu engang sidste og afgørende stik, da Fodboldfabrikken lagde lokaler til den første Copa BSS, arrangeret af Personaleforeningen for Aarhus BSS.

19.05.2017 | Henrik Friis Bach

Vinderne af Copa BSS blev Lasse Nielsen, Jakob Tolstrup, Kristian Jensen, Henrik Seeberg og Andreas Albertsen fra IFSK Killers.

Efter 24 intense kampe mellem 3 hold fra Statskundskab (IFSK Trump Busters, IFSK Killers og IFSK Young Boys), 1 fra Økonomi (Wall Street Fighters), 1 fra Jura (The Lawless) samt 2 fra Administrationen (Navision Lovers og The Bureaucrats), tørnede IFSK Killers og The Lawless sammen i den afgørende finale over 8 hårde minutter i det, der efterhånden er blevet et Ultra Classico mellem Jura og Statskundskab.

Inden da havde alle hold mødt hinanden med IFSK Killers og IFSK Trump Busters som de to dominerende hold med 15 point hver for 5 sejre og et enkelt nederlag. Semifinalerne blev spillet mellem IFSK Killers vs Wall Street Fighters samt IFSK Trump Busters vs The Lawless. Killers vandt relativt sikkert deres semifinale, mens aftenens dramatiske højdepunkt blev semifinalen mellem Trump Busters og Lawless, hvor Trump Busters kom bagud 2-0, men hentede Lawless på en stærk slutspurt for så at tabe kampen i sudden death.

Finalen mellem Killers og Lawless var et revancheopgør for Killers, der havde tabt til Lawless i den allerførste kamp. I finalen trak Jugo Politico dog det afgørende og sidste stik med en sikker 5-2 sejr, og IFSK Killers kunne derfor lade sig hylde som fortjente vindere af den første Copa BSS efter imponerende syv sejre i træk og flot spil hele vejen igennem.

”Der var tale om en klassisk politologisk og nærmest episk holdsejr – udtænkt og iscenesat af teoretikere, æstetisk udført af praktikere. Og sejrens høje status blev da også behørigt anerkendt efterfølgende på Dick Turpin Pub på Viby Torv, hvor de lokale stamgæster bøjede hovedet i respekt over præstationen,” lyder det fra Lasse Nielsen fra vinderholdet.

 

 

 

Medarbejdere, Aarhus BSS
300871 / i40