Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Klassiske arkæologer løber historisk maraton

01.11.2010 | Helge Hollesen

Team Sfinx

To klassiske arkæologer fra Aarhus Universitet er med, når flere tusinde løbere den 31. oktober markerer, at det i år er 2500 år siden, en græsk ordonnans løb turen fra Marathon til Athen for at overbringe athenerne nyheden om den underbemandede græske hærs sejr over perserne i slaget ved Marathon den 11. september 490 f.Kr.
Den heroiske bedrift inspirerede siden til maratonløbet, der første gang blev afviklet ved de første moderne olympiske lege i Athen i 1896.

Syv danskere afsted

At være med i et så historisk løb er en chance, der aldrig kommer igen, tænkte Leif Erik Vaag, der med base på Aarhus Universitet er chefredaktør ved tidsskriftet SFINX og altså også løbeentusiast.
Derfor syntes han, tidsskriftet skulle slå et slag for jubilæet og sende et hold til den historiske begivenhed. Det blev på syv mand, som på søndag stiller op i det 28. Athens Classic Marathon, der har dedikeret årets løb til jubilæet. Ud over chefredaktøren udgør Kim Jessen fra SFINX og fem af tidsskriftets læsere det danske islæt.

Udfordrende rute

Det historiske løb følger næppe direkte i den græske helts fodspor, men ruten er stort set den samme, som ved de olympiske lege i 1896.
- Det bliver en større udfordring end normalt, for ruten stiger konstant op til 250 meters højde over en 20 km lang strækning, så her drejer det sig kun om at gennemføre, siger Leif Erik Vaage. Han regner med at komme i mål med en tid på den rigtige side af 4 en halv time.
- Jeg har tidligere gennemført Århus Marathon i 2007, men måtte samme år udgå af Copenhagen Marathon efter 37 km, fortæller Leif Erik Vaage, der kun har de to løb med i bagagen.

Kongelig distance

Hvor mange km., den græske budbringer tilbagelagde for 2500 år siden, ved man ikke i dag. Men da maratonløbet blev introduceret i 1896, fastlagde man distancen til 40 km. Den nuværende maratondistance på 42,195 km blev første gang løbet ved de olympiske lege i London i 1908, hvor løbet efter ønske fra det engelske kongehus havde start ved Windsor Castle og mål ved den kongelige loge på det olympiske stadion.

Nyheder
300871 / i40