Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Konferencen om Excellence kommer til at præge fremtidens forskning

Rektor indledte tre dages fokus på fremragende forskning og uddannelse med store forventninger til udkommet

18.04.2012 | Bjørg Tulinius

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen

Universiteterne i Europa har en nøglerolle, når det handler om at finde svar og løsninger på alle de mange udfordringer, verden står overfor. Det var det overordnede budskab, da rektor Lauritz B. Holm-Nielsen holdt tale ved åbningen af konferencen Excellence 2012 onsdag eftermiddag. Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation

Universiteterne i Europa har en nøglerolle, når det handler om at finde svar og løsninger på alle de mange udfordringer, verden står overfor. Det var det overordnede budskab, da Excellence 2012 åbnede onsdag eftermiddag.

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen indledte konferencen, og var meget stolt over at byde velkommen til de flere hundrede europæiske universitetsfolk, fondsmedlemmer, politikere og sværvægtere fra erhvervslivet, der lige nu gæster universitetet. I tre dage skal de i fællesskab undersøge, hvordan man sikrer excellence i Europa, når det gælder forskning, videregående uddannelser og innovation. Og det hele munder ud i en fælles Aarhus-deklaration, der overleveres til uddannelsesminister Morten Østergaard på fredag.

– Verden står overfor mange komplekse udfordringer, som kræver fælles løsninger, blandt andet gennem en stærk interdisciplinær indsats, sagde Lauritz B. Holm-Nielsen blandt andet i sin velkomsttale.

Konferencen hører til den officielle del af det danske EU-formandskab, hvor netop forskningsområdet har stor bevågenhed. Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen er derfor heller ikke i tvivl om, at udkommet af de tre dages oplæg og diskussioner kommer til at få betydning fremover for forskerne på AU.

– Det her kommer til at præge fremtidens forskningslandskab. Vi skal arbejde på at få politikerne i Europa til at forstå, hvor vigtig forskningen er, og hvor vigtigt det er at skabe de rette betingelser for excellent forskning og uddannelse. Vi skal arbejde på at få sat nogle høje kvalitetsstandarder.'

Læs mere om konferencen

Arrangement, Medarbejdere, Forside
300871 / i40