Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Stort it-velgørenhedsarrangement på AU

I weekenden den 4.-5. december lukker INCUBA Science Park op for arrangementet RHoK (Random Hacks of Kindness). 250 it-specialister fra hele verden vil møde op for at kode krisehåndteringssoftware til verdens brændpunkter.

17.11.2010

RHoK går kort sagt ud på at samle folk med it-kompetencer fra hele verden for at udvikle it til verdens katastroferamte områder. Deltagerne bruger deres kompetencer i den gode sags tjeneste og udvikler teknologier uden at modtage penge for deres indsats.

– Det er it-virksomheder som Yahoo, Google og Microsoft, der sammen med NASA og Verdensbanken har taget initiativ til et arrangement, hvor vi vender blikket ud mod verden og sammen bruger vores it-kompetencer til at gøre den en smule bedre, siger medarrangørerne Lasse Chor og Tobias Sonne fra UNITY:Katrinebjerg.

UNICEF er en af de organisationer, der håber at få glæde af de mange kompetente deltageres input. De har eksempelvis leveret en case om mapping af områder, der er en af organisationens store udfordringer.

– De har udviklet på konceptet, men mangler problemknusere for at nå helt i mål. Dem finder de forhåbentligt, siger Lasse Chor.

Studenternetværket UNITY:Katrinebjerg er vært for arrangementet.


Nyheder
300871 / i40