Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Tidlig ønskerunde på SAM og ASB

Selvom den nye institutstruktur endnu ikke er på plads, kan VIP’erne på det kommende Aarhus School of Business and Social Sciences allerede nu ønske, hvor de gerne vil være. Det handler om medarbejderinddragelse, siger dekanen.

10.11.2010 | Kristian Serge Skov-Larsen

Hvor ser du dig selv forske og undervise i forslaget til den nye institutstruktur?
Det spørgsmål er alle de videnskabelige medarbejdere på det nuværende Samfundsvidenskabelige Fakultet og Handelshøjskolen blevet stillet med udgangspunkt i det forslag til ny struktur, som fakulteternes analysegruppe er nået frem til – selvom udspillet endnu ikke er godkendt.
Det ser Svend Hylleberg, der fra årsskiftet bliver dekan for Aarhus School of Business and Social Sciences, der omfatter de to hovedområder, ikke som noget stort problem.
– For mig at se er det en god idé, at medarbejderne melder ind, hvor de gerne vil være. Hvis det for eksempel viser sig, at et institut bliver helt tømt, fordi alle ønsker sig væk, så har vi jo fejlet et eller andet sted i vores forslag, siger han.

Oprindeligt skeptisk

Niels Jørgen Relsted er lektor på Institut for Økonomi og samtidig fællestillidsmand for medlemmerne af Danmarks Jurist- og Økonomforbund på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
Han er efterhånden også blevet overbevist om, at den tidlige ønskerunde er en god idé.
– Oprindeligt var jeg overbevist om, at det var helt urimeligt at lade medarbejderne ønske på et meget tidligt tidspunkt, mens det stadig var helt uklart, hvordan tingene i praksis ville blive. Men efter at have hørt de to dekaners argumenter kan jeg godt forstå, at de ønsker at aflevere en rapport, hvor medarbejderne er blevet spurgt. Det er rektoratet, der har fastsat den meget stramme tidsplan, og den må vores dekaner og analysegruppen så agere ud fra, siger han.

Kan vise medarbejderopbakning

Generelt mener tillidsmanden, at det har været meget småt med medarbejderinddragelsen i den faglige udviklingsproces. Også derfor er han endt med at sætte pris på den tidlige ønskerunde.
– Ved at lade medarbejdernes ønsker indgå i den endelige rapport om strukturen kan udvalget vise, at forslaget har en meget stor del af medarbejdernes opbakning, og det synes jeg, er positivt, siger Niels Jørgen Relsted.
Dekan Svend Hylleberg anerkender, at virkeligheden kan komme til at se anderledes ud, når den nye struktur bliver endeligt vedtaget.
– Men modsat mener jeg da, at vi er kommet frem med et fornuftigt forslag, så hvorfor er der dog nogen, der skulle ændre det, siger han.

Artiklen er taget fra UNIvers nr. 14, 8. november 2010.

Nyheder
300871 / i40