Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyhed

Udenlandske undervisere er tiltrukket af Aarhus

Amerikanske Rick Edgeman og indiske Ajay Kumar Jain ser frem til opgaven som undervisere ved dette års Summer University. Faktisk er de så glade for at undervise i Aarhus, at de begge har ønsket at blive fastansat på Aarhus Universitet.

02.07.2012 | Peter Nicolaisen

Amerikanske Rick Edgeman er ligeledes blevet introduceret til Aarhus Universitet gennem Summer University. Han er blevet fastansat på ICOA ved Aarhus Universitet.

Amerikanske Rick Edgeman er ligeledes blevet introduceret til Aarhus Universitet gennem Summer University. Han er blevet fastansat på ICOA ved Aarhus Universitet.

Indiske Ajay Kumar Jain underviser på Aarhus Universitets Summer University, og han er så godt tilfreds med arbejdet i Aarhus, at han nu er blevet fastansat på Psykologisk Institut.

Indiske Ajay Kumar Jain underviser på Aarhus Universitets Summer University, og han er så godt tilfreds med arbejdet i Aarhus, at han nu er blevet fastansat på Psykologisk Institut.

Professorerne Rick Edgeman og Ajay Kumar Jain skal begge undervise de studerende på Summer University, som har valgt at bruge deres sommerferie på skolebænken i stedet for på badehåndklædet.

Amerikanske Rick Edgeman er professor i bæredygtighed og har blandt andet haft sin gang i auditorierne på flere amerikanske universiteter. For ham er opgaven som underviser ved Summer University en mulighed for at lave et mere intensivt undervisningsforløb end normalt.

– Jeg elsker at undervise ved Summer University. Det er et intenst format, der strækker sig over få uger. Jeg kan også rigtig godt lide, at de studerende ikke kun er fra Danmark men kommer fra det meste af Europa og tilmed USA i enkelte tilfælde, siger Rick Edgeman.

Indiske Ajay Kumar Jain deler sin kollegas positive syn på klassernes multinationale sammensætning.

– Det bedste ved Summer University er, at det giver mig en vidunderlig mulighed for at formidle min viden til studerende med forskellige nationaliteter. Når jeg har undervist i Indien, har mine klasser været meget homogene, men her har folk meget forskellige baggrunde. Det ser jeg som en stor fordel, fordi jeg kan bruge de kulturelle forskelle i min undervisning, siger den indiske professor i psykologi, som blandt andet underviser i konflikthåndtering og organisationskultur.

Aarhus er et hit

De to professorer er enige om, at Aarhus er en rigtig dejlig by. Faktisk er de så vilde med byen, at de har rykket teltpælene op i henholdsvis USA og  Indien og er flyttet til Aarhus. De er begge blevet fastansat på Aarhus Universitet. Rick Edgeman er professor i bæredygtighed på ICOA (Interdisciplinary Center for Organizational Architecture) ved Business and Social Sciences. Ajay Kumar Jain har siden maj været ansat ved Psykologisk Institut.

Begge er faldet godt til i Aarhus og fremhæver byens kulturelle faciliteter og aarhusianernes gæstfrihed. 

– Jeg oplever generelt, at folk er meget åbne for at snakke. Hvis jeg er ude at handle og bliver i tvivl om noget, er der altid hjælp at hente, siger Ajay Kumar Jain.

Rick Edgeman har gennem sin karriere boet i flere amerikanske storbyer som Dallas og Washington D.C. Alligevel keder han sig ikke i Aarhus.

– Der er rigtig mange interessante steder i byen som for eksempel Den Gamle By og Botanisk Have. Efter at have boet i større byer i mange år er det rart at komme et fredeligt sted hen, selvom jeg gerne vil bo et sted, hvor der er endnu mere roligt, siger Rick Edgeman, der har valgt at bosætte sig i Odder syd for Aarhus.

Det er sjældent, at man hører en indfødt prise det danske sommervejr, men faktisk mener Ajay Kumar Jain, at vejret er en af Aarhus’ styrker, som også giver associationer til en anden famøs universitetsby.

– Jeg kan godt lide somrene her, fordi vejret er relativt stabilt. Sommervejret er godt at arbejde i modsat i Indien, hvor vejret er meget ekstremt. Nogle gange er det meget varmt og andre gange meget koldt. Vejret her minder om det i Oxford. Faktisk er der mange ligheder mellem Oxford og Aarhus, fordi begge byer har en rolig atmosfære uden alvorlige trafikale problemer, siger han.

Læs mere om Summer University på Aarhus Universitet

Medarbejdere, Uddannelse, Forside
300871 / i40