Du er her: AU  Medarbejdere  Institutter m.v. Nyheder 2011 Nye dekaner budt velkommen

Nye dekaner budt velkommen

Mange var mødt frem for at byde velkommen til de fire nye dekaner på Aarhus Universitet ved receptionen i Stakladen torsdag den 6. januar 2011. Og der er store forventninger til de fire, der både får ansvar for hvert sit hovedområde og samtidig indgår i universitetsledelsen med et fælles ansvar for udviklingen af det samlede universitet.

Bestyrelsesformand Jens Bigum

Bestyrelsesformand Jens Bigum bød i sin tale velkommen til de fire nye dekaner og kunne forsikre Mette Thunø, som er eneste kvindelige dekan, om, at det var en ren tilfældighed, at velkomstreceptionen blev afholdt på dagen for de tre vise mænd, helligtrekonger.

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen

Der venter de fire nye dekaner meget store udfordringer, lød det i velkomsttalen fra rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. Men rektor understregede, at han slet ikke er i tvivl om, at lige netop disse fire personer kan løfte opgaven og skabe et Aarhus Universitet, der rager højt op i både det nationale og det internationale universitetslandskab.

Formand for rektorkollegiet Jens Oddershede
Formand for rektorkollegiet Jens Oddershede

Som formand for rektorkollegiet i Danske Universiteter og rektor for Syddansk Universitet følger Jens Oddershede den faglige udviklingsproces på Aarhus Universitet med stor interesse.

– Det er et meget spændende eksperiment, Aarhus Universitet er i gang med. Og hvis det går godt med at skabe større sammen­hængs­kraft og mere tværfaglighed, så tror jeg, at andre af de danske universiteter vil gå samme vej, siger han.

Prorektor Søren E. Frandsen
Prorektor Søren E. Frandsen

– At vi nu går fra et rektorat til en samlet universitetsledelse er en kæmpe mulighed for at skabe et mere sammenhængende Aarhus Universitet, og jeg synes, vi har et kanon godt hold til at løfte den opgave, som både bliver sjov og hård, siger prorektor Søren E. Frandsen.

Forhenværende dekan Bodil Due
Forhenværende dekan Bodil Due

– Jeg har fuld tillid til, at de løser opgaven på en god og ansvarsfuld måde, svarer forhenværende dekan for Det Humanistiske Fakultet Bodil Due, da hun bliver bedt om et godt råd til de fire nye dekaner.

– Min politik har altid været: vær åben og lyt, men vær også parat til at træffe beslutningerne.

De fire dekaner
De fire dekaner

Mette Thunø havde fået æren af at sige tak for velkomsten på vegne af de fire dekaner. Hun betegnede den faglige udviklingsproces som inspirerende, en lille smule skræmmende og dejligt uforudsigelig.

Vigtigheden af netop det sidste forhold for universitetet understregede hun ved at citere den kinesiske filosof Lao Zi (Lao-tse) for følgende: ”Hvis vi ikke ændrer vores retning, så risikerer vi at havne der, hvor vi er på vej hen”.

Forhenværende dekan Søren Mogensen
Forhenværende dekan Søren Mogensen

Søren Mogensen har været dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i sammenlagt 14 år. Han vender nu tilbage til et professorat i medicinsk mikrobiologi. På spørgsmålet, om han har et godt råd til sin efterfølger, Allan Flyvbjerg, siger han:

– Mit gode råd er ordentlighed i alt, hvad man foretager sig. Man skal ikke have skjulte dagsordner men være ærlig og åben. På den måde bliver man selv mødt med tillid.

Sekretariatschef Lis Salbøg Birkelund
Sekretariatschef Lis Salbøg Birkelund

Jeg glæder mig rigtig meget til at samarbejde med vores nye dekan og få gang i en spændende udvikling, lød det fra Lis Salbøg Birkelund, der er sekretariatschef på DPU, Trøjborg.

305349 / i40