Du er her: AU  Medarbejdere  Organisation og ledelse Tilbagevendende events Prisoverrækkelser Prisoverrækkelser 2018 Årets modtagere af Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris

Årets modtagere af Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard er én af de mest betydningsfulde forskere inden for studiet af stjernerne i nyere tid. Siden ph.d.-graden på Cambridge Universitet med afhandlingstitlen ”Solar Oscillations” i 1978 har Jørgen Christensen-Dalsgaard haft en central og afgørende rolle i etableringen af asteroseismologi som et internationalt forskningsområde.

Han har været en drivende kraft bag en række videnskabelige landvindinger internationalt, der er baseret på nøjagtige målinger af stjerneskælv – de seismologiske egenskaber på stjerners overflader – og sofistikerede teoretiske modeller, der er udviklet gennem de sidste årtier. Her har Jørgen Christensen-Dalsgaard været et omdrejningspunkt i relation til erkendelserne, der i dag også vedrører forskning af exoplaneter; planeter i kredsløb om andre stjerner. Publikationslisten er enestående med mere end 570 artikler og et H-indeks på 89. Artiklerne er højt estimerede med tre Science papirer alene i 2011 og et Nature papir i 2012.

Jørgen Christensen-Dalsgaard har i de seneste år fået tildelt store forskningsbevillinger bl.a. fra European Research Council, Danmarks Grundforskningsfond, VILLUM-fonden og Carlsberg-fondet, hvilket har ført til en markant styrkelse af forskningsfeltet i Danmark og ved Aarhus Universitet i særdeleshed, hvor aktiviteterne er samlet i Stellar Astrophysics Centre på Institut for Fysik og Astronomi.

I dag er Danmark og Aarhus Universitet blandt de førende aktører i forskningen af stjerners struktur og udvikling samt undersøgelse af specifikke egenskaber for exoplaneter – ikke mindst takket de brede samarbejder med bl.a. NASA og MIT. Stellar Astrophysics Centre får nu en ledende rolle på en del af rummissionen, hvor TESS-teleskopet skal indsamle data om de nære stjerners opbygning og livscyklus under ledelse af professor Jørgen Christensen-Dalsgaard.


Yderligere oplysninger:

  • Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard
  • Institut for Fysik og Astronomi
  • Mobil: +4523382374
  • E-mail: jcd@phys.au.dk

Professor Annette Vissing-Jørgensen

”Annette Vissing-Jørgensen er et fremragende eksempel på, hvad der kan opnås med en kvantitativt stærk baggrund inden for samfundsøkonomi og erhvervsøkonomi, som netop er det helt unikke kendetegn for oecon-uddannelsen ved Aarhus Universitet. Annette har formået at få det absolut bedste ud af denne akademiske opfostring i Aarhus,” står der i indstillingen af Annette Vissing-Jørgensen til Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris 2018.

Efter en bachelorgrad i økonomi fra Aarhus Universitet i 1993 gik Annettes vej videre til Warwick University, hvor hun tog en MSc-grad i økonomi, og dernæst til MIT, hvor hun fik sin ph.d.-grad. Herefter blev Annette Vissing-Jørgensen ansat ved topuniversiteterne University of Chicago, Northwestern University og University of California, Berkeley, hvor hun i dag er ansat som underviser og professor i finansiering samt leder af finansieringsafdelingen ved Haas School of Business.

Annette Vissing-Jørgensen forsker i prisfastsættelse af aktiver, entreprenørskab og husholdningernes finansieringsbeslutninger. Hendes nyeste forskning handler om, hvordan udviklingen i aktieafkast påvirker amerikansk pengepolitik, og om denne påvirkning er uhensigtsmæssig stor. Forskningen er hele otte gange udkommet i absolutte toptidsskrifter inden for samfundsøkonomi og finansiering. Hun har også lavet rådgivende arbejde for det amerikanske centralbanksystem og været med i bestyrelsen i American Finance Association og European Finance Association.

Selvom det efterhånden er nogle år siden Annette læste økonomi ved Aarhus Universitet, holder hun stadig kontakten med miljøet her. Hun har talt ved adskillige workshops og konferencer, været medansøger på en bevilling fra Det Frie Forskningsråd samt fungeret som vært, når forskere fra Aarhus Universitet har været på forskningsophold ved Northwestern University og University of California, Berkeley.

Yderligere oplysninger:

  • Professor Annette Vissing-Jørgensen
  • University of California, Berkeley, Haas School of Business
  • Email: vissing@berkeley.edu
1443147 / i40