Fire arrangementer for cand.merc.-studerende mhp. socialisering og reduktion af ensomhed

Afrapportering


Hvad var problemstillingen?

Af SMU11 fremgår at adskillige studerende, ikke mindst på cand.merc-studierne, oplever ensomhed som en begrænsende faktor i deres studieaktiviteter og faglige integration. Dette kan meget vel have konsekvenser både for gennemførelsen som sådan og for gennemførelsestempoet.
Nogle studerende anfører, at socialiseringen bør ske i en faglig sammenhæng, men erfaringer fra fx KU viser, at aktiviteter uden for studiemiljøet også har effekt (på KU anbefaler man bl.a. frivilligt arbejde). Denne vej ønskede projektansvarlige at afprøve.


Hvad er der gjort?

For at sikre, at arrangementerne appellerede til de studerende, blev der ansat to studenter til at planlægge og forestå i alt 3 sociale events. Oprindelig var der planlagt 4 arrangementer, men den korte tidshorisont gjorde det ikke muligt at gennemføre det antal.


Har initiativet haft den ønskede virkning?

Ifølge de studerendes umiddelbare reaktioner, som de to ansatte refererer dem, var forløbet en stor succes. I første arrangement deltog ca. 15 studerende, i andet ca. 30, og i det tredje små 60; tilbagemeldingerne er over en kam positive – man har lært flere at kende på kryds og tværs af studierne.


Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?
Projektet havde karakter af pilotprojekt, og effekten kan først måles efter flere gennemløb.
Projektet i sig selv er alt andet end dyrt – der er anvendt mindre end halvdelen af det ansøgte beløb. De to studerende, der forestod programmet, har erklæret interesse for at køre noget tilsvarende til efteråret.


Hvad kan universitetet lære af projektet?

Der er grund til at antage, at projekter af ikke-faglig karakter kan bidrage til at modvirke ensomhed samt isolation og styrke dannelsen af personlige netværk; bl.a. derved kan studieeffektiviteten og gennemførelsestempoet fremmes.

Projektbeskrivelse


Baggrund/formål og indhold
Som følge af studiemiljøundersøgelsens resultater i relation til såvel integration af internationale studerende som ensomhed gennemføres et pilotprojekt omfattende 3 arrangementer af 2 timers varighed og 1 længerevarende arrangement med det mål at hjælpe kandidatstuderende, danske som udenlandske, til at blive godt socialiseret på studiet og derved overvinde ensomhed og de problemer, ensomheden betyder for gennemførelsen. 

Rammen for de i alt fire arrangementer er oplysende foredrag på højt niveau; der er dermed ikke tale om egentlig faglige foredrag, for ideen er netop at samle de studerende om andre emner end dem, der er direkte forbundet med studierne.  Selvom der i udgangspunktet er tale om foredrag, er det ønskværdigt, at deltagerne aktiveres og socialiseres i diskussioner eller andre aktiviteter. De fire foredrag forestås af enten ansatte på AU eller af udefrakommende.

De 3 første foredrag afholdes 12-14 eller 13-15, og deltagerne får en sandwich og en vand. 
Det sidste foredrag lægges fra 15.30-17.30 og følges af fællesspisning.

Holdstørrelse: Max. 75 ad gangen. Der arbejdes med aktiv tilmelding efter først-til-mølle-princippet. De studerende er ikke forpligtet til at deltage i alle arrangementer.


Budget
Der er bevilget 58.500 kr. til projektet i 2011.