Studiearbejdspladser ved MBG

Afrapportering

 

Hvad var problemstillingen?

Instituttet rådede over et stort lokale som blev brugt til fredagsbar fredag eftermiddag/aften mens det resten af ugen stod til rådighed for gruppearbejde og samvær. Desværre blev rummet anvendt minimalt til faglige aktiviteter såsom gruppearbejde, lektiecafé og foredrag grundet uhensigtsmæssig indretning og manglende inventar.

Desuden kæmper MBG med udfordringer som udspringer af, at instituttets enheder er spredt på mange geografiske lokaliteter uden en egentlig base. Dette påvirker naturligvis også det studiemiljø instituttet kan sætte rammen omkring, hvorfor de studerende føler sig ”hjemløse”.

 

Hvad er der gjort?

Der er installeret stikkontakter og indkøbt inventar. Specielt indkøbet og installationen af en projektor, hvortil de studerende kan tilkoble deres computere, har været udslagsgivende for projektets succes, mens indkøb af andet inventar har medvirket til en generel reorganisering af rummet, således at rummets forskellige funktioner i langt højere grad tilgodeses.

 

Har initiativet haft den ønskede virkning?

Rummet anvendes i langt højere grad af de studerende til gruppearbejde og der har allerede været arrangeret flere faglige foredrag i lokalet. Initiativet har således haft den ønskede effekt.

 

Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?

Studenterforeningerne ved MBG har bakket fuldt op om projektet og taget lokalet til sig som ramme for fremtidige faglige arrangementer. Desuden har de studerende ved MBG nu væsentlig forbedrede muligheder for at arbejde i grupper, hvilket har været efterspurgt.

Derved styrkes fagligheden såvel som tilhørsforholdet til MBG, hvilket må formodes at være fremmende for studieaktiviteten.

 

Hvad kan universitetet lære af projektet?

Dette projekt illustrerer, at gruppe-baserede læreprocesser stiller krav til de omgivelser hvori de skal finde sted. Ved at omorganisere indretningen og installere korrekt udstyr i et lokale, som af de studerende tidligere udelukkende betragtedes som opholdssted/bar, har MBG skabt rammerne for et rum hvori gruppe-baserede læreprocesser udfoldes. Den kombinerede brug af rummet adresserer derved såvel pladsproblemer, sociale problematikker som læringsaspekter.