Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 37/2014

Supplering reddet indtil august 2016

For mange studerende var det en god beslutning, forligspartierne bag universitetsloven meldte ud torsdag den 13. november om at indføre en overgangsordning, så det alligevel er muligt at tage suppleringsfag for at kvalificere sig til en kandidatuddannelse. 

Ordningen kommer de studerende til undsætning, som var i gang med supplering, eller som har baseret deres uddannelsesvalg på at ville tage suppleringsfag. De kan nu få disse fag taget med i betragtning, når de søger optagelse på deres kandidatuddannelse. Afskaffelsen af muligheden for at supplere var en del af studiefremdriftsreformen fra 2013, og den blev indført med kort varsel. Det betød, at mange studerende blev sat i en meget uheldig situation, da de midt i deres uddannelse blev forhindret i at forfølge det faglige spor, som de havde planlagt. 

Forslaget har tilbagevirkende kraft fra 1. september 2014 og gælder i to år. Fra september 2016 vil forligspartierne gøre alvor af afskaffelsen af suppleringsmuligheden. Og det er beklageligt. Supplering giver de studerende mulighed for at vælge en kandidatuddannelse, som ikke ligger i umiddelbar forlængelse af bacheloruddannelsen.

Den fleksibitet bør være en mulighed for ikke at låse de studerende fast i en studieretning fra den første dag, de tager hul på deres studier. Universitetsledelsen håber, at forligspartierne vil arbejde på at finde en permanent løsning, som sikrer fleksibilitet i uddannelsessystemet.


Nye planer for udvikling af ST’s forskningsindsats i Skejby og Flakkebjerg

Science & Technology har i denne uge fremlagt planer for forskningsmiljøerne i Flakkebjerg og fødevareforskningen i Aarslev og Foulum.

Der er taget endelig beslutning om, at Flakkebjerg skal fortsætte som forsøgsstation, og fakultetet vil udvikle aktiviteterne i Flakkebjerg.

Der er også nyt om fødevareforskningsmiljøerne i Foulum og Aarslev. Planen er at samle universitetets fødevareforskningsaktiviteter i nye faciliteter i Agro Food Park i Skejby.

Inden planerne med byggeriet kan blive til virkelighed, skal de godkendes af myndighederne og Aarhus Universitets bestyrelse. Det forventes at ske næste år.

Læs mere:


Ny arbejdsgruppe til institutionsakkreditering

En nyetableret programgruppe under "Uddannelse" skal fremover varetage arbejdet med institutionsakkreditering (IA) på Aarhus Universitet. 

Institutionsakkrediteringen afløste i 2013 akkrediteringen af de enkelte uddannelser, og den nye programgruppe skal bidrage til at skabe sammenhæng på tværs af fakulteterne og bidrage til fortsat at styrke AUs arbejde med kvalitetssikring.

Aarhus Universitet skal institutionsakkrediteres i 2016. 


Informationsmøder og workshops om forskningsinfrastruktur

Der er nu åbnet for tilmelding til informationsmøde og workshops i forbindelse med opdatering af det nationale roadmap for forskningsinfrastruktur. 

Informationsmødet foregår i auditoriet på AIAS, og efter informationsmødet afholdes der fem faglige workshops:

  1. Humaniora og Samfundsvidenskab
  2. Energi, Klima og Miljø
  3. Biotek, Sundhed og Life Sciencee
  4. Fysik & Univers og Materiale- & Nanoteknologi 
  5. e-Science

For at vurdere hvilken workshop, man er knyttet til, henvises der til det eksisterende roadmap for forskningsinfrastruktur. Workshops vil foregå på engelsk.  

Alle interesserede opfordres til at tilmelde sig af hensyn til forplejning og afvikling af workshops. Fristen for tilmelding er den 1/12.

  • Tilmeld dig her

AU er vært for stor event om fremtidens mediearkitektur

Den 20.-22. november samles de største navne inden for forskning, arkitektur, design og erhverv for at drøfte, hvordan mediearkitektur kan forme fremtidens byer. Anledningen er Mediearkitektur Biennalen 2014.

Aarhus Universitet deler værtskabet for biennalen med Media Architecture Institute, der både indeholder en konference, en udstilling, en prisuddeling og en lang række workshops. 

Prorektor Berit Eika vil åbne biennalen sammen med blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard.


Kalender

Med venlig hilsen, 

Universitetsledelsen, den 14. november

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog