Æresalumne 2012 Birgit Storgaard Madsen

ANTROPOLOGIENS FØRSTEDAME

Hun kom som den første antropolog ind i diplomatiet, hvor hun i en lang årrække arbejdede med udvikling i Afrika og Indien. Mag.art. og tidligere ambassadør Birgit Storgaard Madsen modtager Aarhus Universitets æresalumnepris 2012.

Årets æresalumne, Birgit Storgaard Madsen, blev den første magister i antropologi fra Aarhus Universitet.  Hun var også den første antropolog, som blev ambassadør. Fra 1994 til 2003 var hun Danmarks repræsentant i Ghana, Indien og Tanzania. Herudover tæller hendes cv en lang række poster inden for udviklingsarbejde og udviklingsbistand.

At det hele skulle ende på ambassadernes bonede gulve, havde Birgit Storgaard Madsen ingen anelse om, da hun i 1962 begyndte at læse etnografi på Aarhus Universitet sammen med tre andre. Da Birgit Storgaard Madsen blev færdig i 1969, var interessen for faget eksploderet. Nu var der pludselig 300 studerende, og Birgit Storgaard Madsen blev ansat som adjunkt. Men Afrika, som hun tidligere havde besøgt i forbindelse med et feltstudium, trak i hende. I 1971 flyttede hun til Tanzania for at deltage i et stort, tværfagligt forskningsprojekt om ”Ujamaa”, den såkaldte afrikanske socialisme. Her var Birgit Storgaard Madsen for alvor i sit rette element.

– Jeg er grundlæggende meget optaget af, hvordan forskningen kan bruges i praksis, siger hun.

Antropologien i spil

Lige siden har Birgit Storgaard Madsen arbejdet med udviklingsarbejde og udviklingsbistand, blandt andet i Danida, som kontorchef i Udenrigsministeriet og som ambassadør i Afrika og Indien. Hele tiden har hun brugt sin faglighed fra Aarhus Universitet – hvad enten det drejede sig om etablering af ny infrastruktur, optimering af landbrug eller nye initiativer i sundhedssektoren.

– Antropologers kernekompetencer er viden om forskellige kulturer og samfund og metoder til at analysere og vurdere de enkelte aspekter af et samfund i en helhed og i en større sammenhæng. Det er helt nødvendigt, når man arbejder med udviklingsbistand. Hvis vi kommer med vores egne modeller og presser dem ned over en anden kultur, går det ofte galt. Jo mere du kan inddrage folk i de ændringer, der skal ske, jo bedre resultater får du. Det lyder banalt, men det har ikke været helt enkelt at gennemføre den linje, siger hun.

Dialog gennem kulturmøde

Birgit Storgaard Madsen har brugt kræfter på at arbejde med kultur som formidler og brobygger mellem mennesker med forskellig kulturel baggrund.

– Jo bedre vi forstår hinanden, jo stærkere kan et samarbejde blive, siger hun.

Birgit Storgaard Madsen har bidraget til et mere nuanceret billede af, at Afrika er andet og mere end sult, krig og elendighed, og til at få kastet lys på de stærke, kreative og driftige kræfter i Afrika – blandt andet gennem at etablere dialog mellem danske og afrikanske kunstnere, kunsthåndværkere og mediepersoner. 

– Vi skylder de gode kræfter i Afrika, at de ikke hele tiden præsenteres som nogle, der ikke kan finde ud af noget selv. Og vi skylder vore afrikanske og andre samarbejdspartnere muligheder for at lære os at kende som andet og mere end bistandsdonorer. Det er kultur og dialog gode redskaber til at opnå, siger hun.  

Fra hjemmet i København følger den nu pensionerede Birgit Storgaard Madsen med i, hvad der sker på Aarhus Universitet. Og hun glæder sig over udviklingen for det fag, hun selv var med til at starte.

– Jeg er glad for at se, at faget har fået så stor succes. Antropologien har også fundet sin plads, blandt andet i den private sektor, hvor virksomheder har brug for viden, når de for eksempel skal starte afdelinger i fremmede kulturer. Antropologien har meget at byde på i en globaliseret verden og i multietniske samfund.

Birgit Storgaard Madsen - CV

  • 2001-2003       Ambassadør i Tanzania  
  • 1998-2001       Ambassadør i Indien
  • 1994-1998       Ambassadør  i Ghana
  • 1988-1994       Kontorchef, Udenrigsministeriet
  • 1987-1988       Chef, International Afdeling, Dansk Røde Kors
  • 1985-1987       Bistandskonsulent, Danida, Udenrigsministeriet
  • 1978-1982       Bistandskonsulent, Danida, Udenrigsministeriet
  • 1969-1975       Adjunkt, Aarhus Universitet
  • 1969               Mag.art., etnografi, Aarhus Universitet
  • 1960               Sygeplejerske, Bispebjerg Hospital