Interview med lektor Martin Brynskov

Det kræver et langt sejt træk at få Horizon 2020 midler til et stort internationalt partnerprojekt som SynchroniCity, som har et samlet budget på 20 mio.€, heraf næsten 15 mio. fra Horizon 2020. Man skal sætte en ny dagsorden og opdyrke netværk gennem mange år er lektor Martin Brynskovs erfaring og anbefaling til andre forskere.

Fra aktivisme til EU-midler
I sin kerne handler SynchroniCity om, hvordan vi får det bedste ud af digitaliseringen for mennesker, byer og samfund. Og hvordan vi håndterer de negative sider, som fx øget overvågning. For Martin Brynskov har det været en nærmest aktivistisk ambition at bidrage til den digitale omstilling i samfundet. Og han mener, det er nødvendigt, at det offentlige, vidensinstitutionerne og de private aktører er sammen om at løse udfordringerne.

10 års arbejde gav bonus
Martin Brynskov startede i Aarhus, hvor han var med til at etablere et regionalt netværk for Smart Cities. Så var han medstifter af Det Danske Smart City-Netværk og et europæisk netværk – og ringene blev større og større. I dag er han formand for en global organisation om Smart Cities.
’Det har været en bevidst strategi fra min side at etablere partnerskaber. Med digitaliseringens udfordringer har vi brug for netværk på alle niveauer', siger Martin Brynskov.
Et stort internationalt netværk betyder, at man står stærkere, når man søger EU-midler. Man skal have opbakning til sin tilgang, der skal være forankret i en bredere dagsorden. 'Vi ville gerne aktivere vores viden fra universitetet og gøre en forskel. SynchroniCity er aktionsforskning i meget stor skala med 34 partnere fra hele verden med både private og offentlige aktører. Og i Horizon 2020 er der et meget stort og stigende fokus på forsknings- og innovationsprojekter, der gør en samfundsmæssig forskel,’ siger han.

Vigtigt med stærk projektorganisering
Store partnerskabsprojekter kan være en udfordring at drive og organisere. For Martin Brynskov er den eksterne del den enkleste. Han samarbejder med dygtige og erfarne partnere, som håndterer deres dele af arbejdet. Hver partner har en veldefineret rolle i en arbejdspakke, som de har ansvaret for det. ’Man kan øve sig i at lave et godt konsortium.  Det er bl.a. at arbejde sammen med nogen som supplerer en selv og hinanden godt. Og ansvarsområderne skal være klart definerede’, fortæller han.

Til gengæld oplever han ikke altid, at AUs interne organisering passer optimalt til projekter, som har brug for dynamiske måder at organisere sig på. De udfordrer den klare fagopdeling og det har han taget konsekvensen af' og lavet en anden organisering. Her sidder alle sammen i et interdisciplinært miljø – Digital Living Research Commons - med en dedikeret leder. Det understøtter de forskellige arbejdsformer, som projektet har brug for.  Det er ikke et center og ikke et lab, men en fælled, som Martin Brynskov kalder en hybrid mellem forsknings- og start-up-logik. Hans pointe er, at man skal have en kritisk masse af projekter, som man kan få til at spille sammen, og som kan finansiere grundstammen i organiseringen. ’Vi arbejder på tværs. Og det kan være svært at finde sin plads i AUs organisation med fakulteter mv. Det sjove er, at det er det vi arbejder med for hele samfundet i SynchroniCity. Spændingen mellem den klare og den dynamiske organisering. Men vi er landet godt. Så læringen er, at meget kan lade sig gøre, når man vil, slutter Martin Brynskov.