Pension ved fratrædelse

Når en medarbejder fratræder vil pensionsindbetalingen fra Aarhus Universitet ophøre. Det er medarbejderens egen pligt at kontakte pensionsselskabet, og aftale hvad der efterfølgende skal gøres. Man kan fx vælge at sætte sin pensionsindbetaling i bero, eller hvis man eventuelt har fået nyt arbejde, hvor der indbetales til et andet selskab, kan man vælge at overflytte pensionspengene til det nye selskab.

Pensionsberegning for tjenestemænd

Det er som hovedregel en betingelse for afsked med pension på grund af alder, helbred eller af anden utilregnelig årsag, f.eks. stillingsnedlæggelse, at den pågældende har en samlet ansættelse svarende til mindst 10 års fuldtidsbeskæftigelse i en pensionsberettigende stilling.

Har tjenestemanden mistet mindst 2/3 af sin erhvervsevne, eller skyldes afskeden tilskadekomst i tjenesten, er der ikke krav om 10 års ansættelse.

Går tjenestemanden på ansøgt alderspension før folkepensionsalderen, sker der fradrag i pensionen.

Har tjenestemanden været ansat på åremål, gælder der særlige regler for beregning af pensionen.

Grundlaget for fastsættelsen af en pension i henhold til tjenestemandspensionsloven er

  • Tjenestemandens pensionsalder og den pensionsgivende løn

Pension beregnes af Statens Administration.

Nærmere oplysninger om pensionsalder, forhøjet pensionsalder, beregning af egenpension, ægtefællepension mv. fremgår af Personalestyrelsens Administrative Vejledning.

Tjenestemænd og andre med ret til tjenestemandspension kan finde deres pensionsoversigt på www.tjenestemandspension.dk, hvor det også er muligt at foretage beregning af pensionens størrelse ved pensionering på en selvvalgt dato. Pensionsoversigten viser normalt pensionens størrelse ved pensionering som hhv. 60-årig, 62-årig og 65-årig, men med beregningsfaciliteten "Selvvalgt pensionsgrundlag" kan man vælge et andet beregningstidspunkt, f.eks. pensionering som 61-årig eller 64-årig.