God sagsbehandlingsskik

Du sikrer en god sagsbehandling ved at følge både formelle regler og materielle regler

Formelle regler

De formelle regler regulerer, hvordan du skal bære dig ad, når du træffer afgørelser. F.eks. skal du give klagevejledning, hvis du træffer en afgørelse, der ikke giver ansøgeren fuldt ud medhold. Husk at afgørelsen skal træffes efter det regelsæt, der var gældende på det tidspunkt, hvor sagen blev rejst. Du må heller ikke være inhabil, når du træffer en afgørelse.

Materielle regler

De materielle regler sætter rammerne for afgørelsens indhold. De materielle regler er ikke nedskrevet i lov, og kan deles op i to hovedgrupper: uskrevne retsgrundsætninger og administrativ praksis.

a) Uskrevne retsgrundsætninger 

  1. Magtfordrejningslæren: afgørelsen skal være båret af sagligt vedkommende hensyn.
  2. Lighedsgrundsætningen: der må ikke være usaglig forskelsbehandling.
  3. Officialmaksimen: universitetet har ansvaret for, at alle nødvendige oplysninger er indsamlet, inden der træffes afgørelse i en sag.
  4. Proportionalitetsprincippet: universitetet skal altid vælge den mindst indgribende løsning for ansøgeren under hensyn til, at afgørelsen skal opfylde sit formål.
  5. Legalitetsprincippet: afgørelser skal være hjemlet i lov. Dvs. at afgørelser hverken må være mildere eller hårdere end loven åbner mulighed for.

b) Administrativ praksis

Mange studienævn eller studieledere har udarbejdet interne regler, f.eks. i form af faste praksisdannelser eller lignende, som de kan lægge til grund for skønsmæssige sagers afgørelse. De interne regler kan være med til at sikre en smidig og hurtig sagsbehandling og skaber en forudsigelighed, der gør det nemt for den studerende at indrette sig. Samtidig kan de interne regler mindske risikoen for usaglig forskelsbehandling.  

Der, hvor de interne regler kan blive problematiske, er, når de afskærer det pligtmæssige skøn (dvs. at skønne under regel). Der skal derfor altid foretages et individuelt skøn på baggrund af den enkelte sags individuelle forhold, uanset om der i øvrigt måtte være opstillet en eller flere interne regler. 

Læs mere om skøn under menupunktet til venstre.


426378 / i40