AU's Grønne Guide: På kontoret

Aarhus Universitet har iværksat mange tiltag for at reducere forbruget af el, vand og varme. Der er allerede sket meget gennem de seneste år, og vi kommer formentlig til at se en kontinuerlig udvikling med flere nye løsninger fremover.

Når du sidder på kontoret, er der også flere små ting, du selv kan være opmærksom på, hvis du gerne vil bidrage til at minimere AU’s CO2-udledning.

 

AU-fakta

Eksisterende bygninger i Universitetsbyen certificeres med afsæt i et system, der måler bæredygtighed (kaldet DGNB).


Før du printer

 

Prints kan være nødvendige og opleves af mange som en stor hjælp i det daglige arbejde. Med enkle tips og råd kan printvanerne gøres grønnere.

  • Du kan gøre det til en vane at overveje en ekstra gang, om du har du brug for at have materialet på print.
  • Du kan indstille din computer til at printe på begge sider pr. default.
  • Det er værd at tænke over, om det er nødvendigt at printe i farver.
  • Du kan med fordel sætte din computer til ”Sikker print". Det betyder, at du først aktiverer printet, når du står ved printeren – det mindsker risikoen for at glemme et print.

AU-fakta

AU er i gang med at undersøge, hvordan det kan sikres, at alle opstillede printere på universitetet automatisk printer på begge sider af papiret.


Mails og servere

 

Jo mere, der skal ligge på AU’s servere, jo mere CO2 udledes der. I det daglige arbejde på mail, computer og telefon er der flere små ting, du kan gøre for at minimere CO2-udledningen.

  • Du kan slette gamle dokumenter og programmer, som du ikke længere bruger.
  • Du kan slette gamle mails, lange mailkorrespondancer og afmelde nyhedsbreve, du ikke læser.
  • I stedet for at vedhæfte tunge filer kan du med fordel sende et link med adgang til de ønskede dokumenter, fx i Teams eller på et drev, som både du og din modtager har adgang til.
  • Du kan slette apps på mobilen, hvis du ikke bruger dem – det forbedrer også mobilens ydeevne. 

Vidste du, at ...

hvis du zipper (komprimerer) filer eller mapper, før du sender dem på mail, så fylder de mindre:

  • Find den fil eller mappe, du vil komprimere
  • Højreklik på filen eller mappen. Vælg Send til og derefter ZIP-komprimeret mappe
  • Der oprettes en ny zippet mappe med det samme navn på samme placering. Hvis du vil omdøbe den, skal du højreklikke på mappen, vælge Omdøb og derefter skrive det nye navn.

Vidste du, at ...

20 mails om dagen i et år svarer i CO2-udledning til at køre en tur fra København til Bruxelles. På verdensplan forbruger datacentre det, der svarer til tre procent af al elektricitet i verden.

AU-fakta

AU sælger gammelt IT-udstyr til bl.a. Refurb, som renser det forsvarligt og sælger det videre.


Sluk

Når vi sparer på strømmen, gavner det klimaet. Det er indlysende, men alligevel glemmer vi det i en travl hverdag. Her er eksempler på situationer, hvor du med en lille indsats kan hjælpe den grønne dagsorden på vej.

  • Du kan undersøge, om din computer kan indstilles, så den hurtigere går i dvale.
  • Du kan tjekke, at lys, computer, skærm, printer og kopimaskine er slukket, når du går hjem.
  • Du kan slukke for skærme, arbejdslamper og lys, når du går til frokost, møde el. lign.
  • Du kan være ekstra opmærksom på at slukke lyset, når der er dagslys nok.      

AU-fakta

Alle AU’s bygninger opvarmes til 21 grader i efterårs- og vintermånederne. For hver grad temperaturen sænkes, vil AU’s varmeforbrug i bygningen i gennemsnit falde med minimum 3%. Arbejdstilsynet anbefaler, at temperaturen under normale klima- og arbejdsforhold holdes på 20-22 grader ved stillesiddende arbejde.