Et grønt år på Aarhus Universitet

2020 blev året, hvor Aarhus Universitet fik sin første klimastrategi. Det blev også året, hvor flere klimavenlige biler rullede ind på campus, temperaturen blev sat til 21 grader, og fire egetræer fik nyt liv. Her kan du få et indblik i nogle de grønne initiativer, der spirede frem i 2020.


Klimastrategi og 44 indsatser

Da Aarhus Universitets bestyrelse i april 2020 godkendte universitetets første klimastrategi, blev det samtidig startskuddet til et mere fokuseret arbejde for et grønnere universitet.

Klimastrategien indeholder et ambitiøst mål om at nedbringe universitetets udledning af drivhusgasser med 35 procent i 2025 sammenlignet med 2018. For at lykkes med det har AU i 2020 sat gang i 44 forskellige indsatser med fokus på driften.

Eksempelvis har AU i år indledt en udfasning af diesel- og benzinbiler på campus, som inden 2025 skal erstattes af miljøvenlige elbiler og lavemissions hybridbiler. Derudover har AU indført en fast temperatur på 21 grader i AU’s bygninger i de kolde måneder. Og så arbejdes der nu fokuseret med at få implementeret en god løsning for affaldssortering på hele campus.

Nye indsatser for 2021 vil blive offentliggjort primo 2021.


Egetræer får nyt liv

I november blev fire egetræer i Universitetsparken fældet ifm. klargøringen til en ny passage under Nørrebrogade, som skal forbinde Universitetsparken med Universitetsbyen. Træerne skal nu leve videre på universitetet i en anden form, og både medarbejdere og studerende har bidraget med mange gode idéer til, hvordan træerne genanvendes.

De bliver nu dels brugt til borde og bænke rundt omkring på campus, hvor ét af træerne er dedikeret til AU Garden (AU’s biodiverse have). Derudover har man savet nogle bundskiver af træerne, som nu bliver analyseret med henblik på at markere vigtige begivenheder i årringene – både historiske og klimamæssige. Tanken er, at bundstykkerne skal op at hænge på campus.

Grøn Guide på vej til dig

På et virtuelt møde i AU’s Grønne Netværk, hvor medarbejdere og studerende med interesse for bæredygtighed mødtes, blev det første spadestik taget til to grønne guides– en til medarbejdere og en til studerende.

Guiden indeholder idéer til, hvordan man som medarbejder og studerende på AU kan tage klimavenlig valg, når man færdes på campus. De endelige guides kommer i starten af det nye år.  

Grøn videostafet: Hvad siger din kollega

I 2020 kunne man for første gang lade sig inspirere af sine kollegaer i en grøn videostafet, hvor en række medarbejdere på skift delte ud af deres erfaringer med nye grønne vaner under COVID-19 og mange måneders hjemmearbejde.

Mindre madspil, reduceret forbrug af plastic, mindre print, mindre kørsel, flere virtuelle møder samt god oprydning i mapper og drev på computeren hører til eksemplerne, og forhåbentlig vil de nye grønne vaner også fortsætte, når COVID-19 slipper sit greb.

Klimaregnskab viser gode takter

Midt i december udkom universitetets klimaregnskab for det forgangne år (2019). Det er anden gang, AU udgiver et klimaregnskab, og udviklingen i tallene er positiv. Sammenlignet med 2018 er der sket en reduktion i universitetets udledning af drivhusgasser på 15 procent.

En stor del af faldet ses i universitetets CO2-udledning forbundet med indkøb af el og varme, som er reduceret væsentligt, bl.a. på grund af øget vindproduktion i Danmark. Der ses også en reduktion i den direkte udledning fra AU, som bunder i en mere klimavenlig varmeproduktion med biogas og træpiller frem for olie og gas.