VIP-arbejdstidsaftalen forlænges til 2026
Den gældende arbejdstidsaftale for VIP-medarbejdere bliver forlænget til udgangen af 2026. Repræsentanter for medarbejderne og ledelsen vil i mellemtiden give den nuværende aftale et grundigt eftersyn for at forenkle den.
Fakultetets Samarbejdsudvalg (FSU) har besluttet at forlænge den nuværende arbejdstidsaftale med et år, så den løber frem til udgangen af 2026. Baggrunden er, at medarbejderne og ledelsen siden foråret 2025 har forhandlet om en arbejdstidsaftale til erstatning af den nugældende aftale, der gælder frem til 31. december 2025.
Forlængelsen sker, fordi udvalget ønsker at gennemføre en grundig revision af aftalen, der skal forenkles og sikre, at fastansatte VIP’er uden særlige administrative funktioner eller frikøb kan opfylde deres timenorm og opnå regelmæssige forskningssemestre gennem undervisning, vejledning og eksamination.
Forhandlingerne er konstruktive, og FSU arbejder videre ud fra de eksisterende principper om en transparent, fair og realistisk fordeling af arbejdsopgaver. Men en vellykket revision kræver grundige drøftelser og beregninger.
Et udkast til en revideret aftale forventes sendt i høring og godkendt i efteråret 2026.