Møde om den nye administrative struktur på Aarhus Universitet

Alle administrative medarbejdere inviteres til møde torsdag den 24. marts kl. 14.30-16.30 i Aulaen, Aarhus Universitet, Ndr. Ringgade, Aarhus.

Universitetsledelsen og bestyrelsen har netop besluttet at gennemføre en række meget store omlægninger af den faglige organisering på universitetet. Ændringerne vil have konsekvenser for de fleste medarbejdere på universitetet. I særdeleshed vil de administrative medarbejdere blive berørt af omlægningen af den administrative struktur, der er besluttet som en del af den faglige udviklingsproces.

Universitetsdirektøren inviterer alle administrative medarbejdere, der ønsker at vide lidt mere om omlægningen, til at deltage i informationsmødet.

På mødet vil universitetsdirektør Jørgen Jørgensen tegne et billede af forandringerne, og han vil beskrive, hvordan ændringerne vil have betydning for administrative medarbejdere ansat på institutter, i de nuværende fakultetsadministrationer og i den nuværende fællesadministration. Efter oplæg og spørgsmål vil der være et lettere traktement.

Mødet streames til administrative medarbejdere i Årslev, Flakkebjerg, Roskilde og Emdrup. I samarbejde med ledelsen i Herning, Foulum, Kalø og Silkeborg afgøres det, om de administrative medarbejdere følger streamingen lokalt eller deltager i mødet i Aarhus (hvor der i så fald vil blive arrangeret bus).

Send dine spørgsmål ind på forhånd
Har du spørgsmål til den nye administrative struktur, til ønskerunde eller andre forhold i processen, er du meget velkommen til at sende dit spørgsmål til mailadressen fremtidens@au.dk – så vil dit spørgsmål så vidt muligt blive besvaret på mødet eller efterfølgende på medarbejdere.au.dk

 

  • Se slides fra mødet