Reaktioner efter 9. marts

Over hele landet fulgte universitetets medarbejdere med i rektor Lauritz B. Holm-Nielsens præsentation af den nye struktur. Aulaen var fyldt til bristepunktet, og dem der ikke var plads til kunne følge med via en videotransmission på nettet. Her er samlet et lille udpluk af reaktioner og kommentarer efter medarbejdermødet den 9. marts.

Tilhørere til medarbejdermøde i en fyldt Aula.

Anette Kistrup Thybo, konstitueret institutleder, Institut for Fødevarekvalitet, Forskningscenter Årslev:

Det er super dejligt, at AU vil fokusere på Food Science. Det hilser vi hjerteligt velkommen. Jeg havde dog håbet på en lidt bredere sammensætning af Food Science med molekylærbiologer, ingeniører og idræt, men så er det positivt , at der oprettes et center for fødevarer, sundhed og ernæring (Center for Food, Nutrition and Health, red.), hvor jeg forventer at fødevaren er i fokus.

På minussiden er jeg utrolig bange for, at vi mister  nogle af vores superdygtige og kompetente  medarbejdere i løbet af processen, hvor vi flytter fra Fyn  og Foulum til Aarhus.

John Andreasen, lektor, Afdeling for Dramaturgi:

Først hed det "Mens vi venter på 9. marts". Senere blev dramatikken yderligere understreget: "Det sker den 9. marts". Endelig oprandt den store dag: Desværre blev rektors tale ikke den store forløsning. I stedet rejste den mange spørgsmål, som kunne gøre ikke mindst TAP-gruppen bange for dens fremtid.

Nu bliver der så to ønskerunder – gælder de kun TAP-personalet, eller gælder de også den dybere indretning af de nye institutter?

Ønskerunder, ønskekoncert?

Lidt længere forberedelse og dermed flere svar kunne måske have sparet mange for et urimeligt usikkert forår. Burde AU oprette et (etisk) råd til at vurdere mulige konsekvenser af påtænkte fremgangsmåder i fremtiden? Der er frihed til at søge de dybere sammenhænge.

Thomas Aastrup Rømer, Arts (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole):

Set udefra virker det barokt, hvad der foregår på det gamle samfundsvidenskabelige fakultet. Dekan Svend Hylleberg udnævner først tre pro-dekaner, som alle, ligesom han selv, har en økonomifaglig baggrund. Dernæst skriver han i Information d. 15. februar et indlæg, som totalt underordner psykologi og politologi det, han til sidst blot kalder for, en School of Business (det der med ”social science” har han allerede glemt), og al ”synergien”, som det banalt hedder, skal foregå på business-præmisser.

Og her d. 9 marts må man så forstemt læse om, hvordan han følger sit indlæg op med at omdanne politologien til public administration – en ren og skær destruktion. Endelig er netop dekanens del af den samlede reorganiseringsrapport så gennemsyret af nysprog, at man må ryste på hovedet.

Jeg håber sandelig, at forskere på det gamle Statskundskab sætter hælene i og forsvarer det institut, som har betydet så meget for den politologiske forskning i Danmark. Jeg håber også, at rektor er sin opgave voksen og sætter hr. Hylleberg på plads, inden han gør mere skade. I de sidste år har vi på DPU været vidne til samme type ledelse, hvor alt skulle omskabes i en tilfældig dekans subjektive billede. Nu ser det ud til, at politologien og psykologien går samme grumme skæbne i møde.

Ole Sonne, institutleder ved Institut for Fysiologi og Biofysik:

De seks biomedicinske institutter samles i et større institut. For forskningen er det en stor fordel, idet legekammeraterne nu kommer tættere på hinanden. Hvad angår undervisningen, kan jeg godt have visse bekymringer, for det fag, vi underviser i, er en del af vores identitet. Vores undervisnings-fagkolleger kan blive spredt, og så kan det blive for bøvlet at opsøge dem for en faglig snak, hvilket kan risikere at føre til en dårligere undervisning på sigt. Der skal derfor sikres et system, som forhindrer, at alle bare opfatter sig som eksterne lektorer.

Finn Folkmann, fællestillidsmand for det akademiske personale på Aarhus Universitet:

"Det bliver en spændende og stor udfordring at få alt det her til at fungere. Jeg synes, det er meget positivt at køre en proces med den faglige udvikling som det bærende. Nu har universitetsledelsen lagt en struktur, som ikke er særlig detaljeret i forhold til de enkelte institutter, og så må vi fra medarbejdersiden bidrage til at få det til at fungere bedst muligt. Vi kan risikere, at de næste måneder bliver et vildt marked, hvor hver enkelt medarbejdergruppe går efter deres egne interesser. Derfor sagde rektor også, at vi må prøve at løse tingene i fællesskab, og det vil vi gerne bidrage til som tillidsrepræsentanter."

Seniorforsker Mogens Vestergaard, Institut for Husdyrbiologi og -sundhed, Forskningscenter Foulum:

"Det er en vidtgående ændring for hele universitetet. Men det til trods, så havde vi nok lugtet chancen for at blive en endnu mere integreret del af de mere basale naturvidenskabelige områder i fakultetet med endnu mere samspil. Vi ser en berigelse i at samarbejde med den grundlagsskabende forskning. Samtidig kan det, som vores gamle fakultet står for, bidrage med mange af de ting, som står i universitetsloven, nemlig betjening af myndighederne og det anvendelsesorienterede perspektiv."

Forskningsformidler Søren Kjær Jensen, DPU:

Søren Kjær Jensen er forskningsformidler ved DPU og har tidligere ledet forskning ved Learning Lab Denmark, DPU. Søren mener at den kommende tid især bør anvendes på at skabe kreative ideer nedefra, på tværs af Tap og Vip grænser, og på tværs af miljøerne. Søren efterlyser at der skabes puljer til endnu vildere og græsrodsdrevne ideer end ledelsen forestiller sig i oplægget.

Institutleder Morten Dam Rasmussen, Institut for Biosystemteknologi, Forskningscenter Foulum:

"Jeg er rigtig glad. Vi får det, lige som vi vil have det. Jeg ser frem til, at vi får synergi mellem ingeniørerne og vores mere anvendelsesorienterede tilgang. Vi får nu en kæmpe mulighed for at profilere ingeniøruddannelsen i Aarhus, som er den andenstørste i Danmark. Den nye struktur bliver gunstig for både vores forskning og vores uddannelse."

Institutleder Klaus Lønne Ingvartsen, Institut for Husdyrbiologi og -sundhed, Forskningscenter Foulum:

"Efter fusionerne var det forventeligt, at vi skulle kigge på, hvordan vi skaber synergi på AU. Det har ledelsen taget hånd om, og respekt for det. I den kommende tid bliver der masser af bekymringer hos medarbejderne, og de bekymringer må vi så prøve at minimere. Nogle bliver, nogle skal flytte, nogle skal samles i enheder i Aarhus eller være på lokaliteter, der er langt væk fra Aarhus. Det bliver en stor udfordring at sørge for, at alle, uanset geografisk placering, får lige så gode vilkår, lige så god integration og lige så god synergi som dem, der sidder i Aarhus."

Niels Overgaard Lehmann, institutleder for Institut for Æstetiske Fag:

”Jeg havde ønsket lidt mindre institutter på Arts. De meget store institutter risikerer at blive mindre operationsduelige, fordi der bliver langt mellem leder og menige medarbejdere. Men det er en risiko, vi må løbe. Beslutningen er taget, og vi må arbejde positivt videre herfra.”

Lektor Anna Karlskov Skyggebjerg, Center for Børnelitteratur, DPU:

Anna Karlskov Skyggebjerg er lektor på Center for Børnelitteratur på DPU, Aarhus Universitet. Anna Skyggebjerg er bekymret for de faglige resultater af at centret bliver skilt fra det miljø som centret lever i og af. Desuden er hun ikke glad for muligvis at skulle flytte familien med tre børn fra København til Århus.

Lektor i filosofi, Morten Raffnsøe-Møller:

”Jeg tror generelt, at vi i vores afdeling er meget glade for at blive samlet med mange af de andre. Vi er jo vant til at samarbejde med mange af de andre fagligheder i forvejen. Nogle har måske en frygt for, at ens egen faglighed kommer til at stå svagere i et større institut, men vi oplevede faktisk det modsatte, da man slog filosofi og idehistorie sammen for nogle år siden. Vi var skeptiske på forhånd, men ser det som en gevinst i dag, og både vores egen faglighed og studierne er nærmest blevet skærpet af det. Så for mig at se er den største udfordring nu, hvordan man organiserer sig internt på så stort et institut.”

Professor Per Ingesman, Afdeling for Kirkehistorie:

”En meget flot præsentation i meget generelle vendinger. Derfor spurgte jeg, hvad der skal ske med de afdelinger, som er vigtige for forskernes identitet. Det viste sig så, at rektor har en meget fast holdning i det vigtige spørgsmål, nemlig at der ikke skal være afdelinger fremover. Derfor kunne han godt have meldt mere direkte ud på flere områder, i stedet for at holde os i det uvisse.”

Lektor Tonny Brems Knudsen, Institut for Statskundskab:

”Processen har et langt stykke været topstyret. Indtrykket er, at meget var bestemt på forhånd. Derfor bør rektor nu træde et skridt tilbage. Ledelsen skal sige, at den er parat til, at det er nedefra, det nu skal fastlægges, hvordan de nye store institutter organiserer sig og løser de problemer, der kommer.”

Videnskabelig medarbejder Søs Bayer, DPU:

Søs Bayer er videnskabelig medarbejder ved DPU. Søs Bayer mener at den dybe sammenhæng skabes i den nære faglige sammenhæng. Søs Bayer mener ikke at medarbejderne i realiteten er set, hørt og anerkendt i processen.

Lizzie Jensen, økonomimedarbejder, Afdeling for Vildtbiologi og Biodiversitet, Kalø:

”Vi var i forvejen forberedt på, at aktiviteterne herude i Kalø gradvist skal drosles ned. Der har jo været udsagn, der pegede i den retning. Så det er ikke en overraskelse, at vi skal flytte ind til Campus Aarhus.

Det er et kanondejligt sted at være her i Kalø, så jeg er ked af ikke at skulle arbejde på et så fysisk smukt sted, men der kan også være rart andre steder.

Det bliver lidt længere transport, men det bliver forhåbentligt både nogle fagligt spændende opgaver og en god udfordring at være med til at få dem til at lykkes.”

Toke Thomas Høye, seniorforsker, Afdeling for Vildtbiologi og Biodiversitet, Kalø:

”Jeg kan ikke undgå at blive imponeret over omfanget af den proces, som er blevet rullet ud, og det er svært ikke også at blive stolt over at være en del af et universitet, der tænker så visionært og gennemfører så vide ændringer.

At min afdeling nu bliver en del af Institut for Bioscience, ser jeg som en meget positiv udvikling, selvom det er vemodigt, at vi i fremtiden skal flytte fra Kalø. Her er et rigtig godt arbejdsmiljø, så det bliver nok den bitre pille, jeg må sluge for at få de faglige gevinster, der bliver ved at flytte ind til Aarhus. Det er de fagligt inspirerende miljøer, der driver min motivation, og derfor vil jeg ikke vælge det fra, selv hvis jeg kunne.”

Lektor og tillidsrepræsentant Charlotte Palludan, DPU:

Charlotte Palludan, DPU er lektor og tillidsrepræsentant. Charlotte Palludan mener ikke at der ligger en reel faglig dialog til grund for at flytte omkring 20 VIP’ere til Århus, samt at beslutningen er i modstrid med samarbejdsaftalen om at holde DPU samlet.

Flemming Skov, forskningschef for biodiversitet i Forskningsgruppen Vildtbiologi og Biodiversitet i Kalø:

”Det gamle, klassiske DMU dækkede en meget bred vifte af faglighed. Noget af det får vi jo delt på to institutter, og det kan være en trussel for, at vi ikke dækker tværfagligt så bredt, som vi gjorde før. Det kræver i hvert fald, at vi gør en stor indsats for at holde sammen på de bånd, der eksisterer nu. På den anden side, kan man sige, at ved at blive slået sammen til et Institut for Bioscience, så får vi muligheden for på det biofaglige område at gøre en helt anden indsats.

Jeg håber virkelig, at vi kan holde forbindelserne til den del af DMU, som vi nu bliver lidt skilt fra, og det har rektor jo også lagt op til, ved at der skal være samarbejder på tværs af institutterne, så jeg tror ikke, det er et stort problem.

Vi får en bred ekspertise at trække på og et meget større institut, og det må alt andet lige give en bedre mulighed for at give en god myndighedsbetjening.”

TAP-fællestillidsmand for alle HK’ere, Aase Pedersen:

”Mange af vores medlemmer vil selvfølgelig blive berørt af beslutningerne. Men jeg håber, at alle vil forsøge at tænke positivt om de mange nye muligheder, de reelt får nu. Der er jobgaranti, og der er sat midler af til både at få afklaret den enkeltes kompetencer og til eventuelle kompetenceløft, så der er faktisk ressourcer i det her. Jeg oplever også, at rigtig mange af TAP’erne ser meget positivt på alt det, der sker.  Nu skal vi selvfølgelig lige samles og snakke det hele godt igennem, så alle føler sig klædt på til den videre proces.”

Lektor Mads Haugsted, Institut for Didaktik, DPU:

Mads Haugsted er lektor ved Institut for Didaktik ved DPU. Mads Haugsted er forundret over at man fra ledelsens side antager at der opstår klarhed, enkelhed og tryghed i forskernes liv og arbejde på grund af topstyring. Den antagelse kunne vendes på hovedet.

Per L. Gregersen, seniorforsker ved Institut for Genetik og Bioteknologi, Forskningscenter Flakkebjerg:

”Forskningscenter Flakkebjerg vil inden for 4-5 år blive reduceret til forsøgsstation. Det er ikke specielt opmuntrende for nogen af os. Skal jeg sammenfatte stemningen blandt de ansatte, vil jeg sige ”resignation”. I hele processen ligger der en tanke om, at Aarhus er verdens navle, og det virker provinsielt og ikke specielt visionært. Der kan muligvis komme nogle gode ting ud af at samle fagmiljøerne, men det har også store omkostninger.”

Klavs Madsen, institutleder ved Institut for Idræt:

”Institut for Idræt har ikke været informeret eller involveret i processen om overflytning til Health og Folkesundhed, så det kom som en stor overraskelse for os. Idræt på AU er ikke orienteret mod folkesundhed, og helt ærligt, så kender vi ikke profilen på Folkesundhed. Det skal vi nu til at finde ud af, men det er for tidligt at udtale sig om det potentiale, der ligger i en sådan konstruktion. Det kan være, beslutningstagerne kommer på banen og åbenbarer synergien mellem Idræt og Folkesundhed.”