TV 2 | ØSTJYLLAND går tæt på AU's kloge hoveder

Der er omkring 17.000 universiteter i verden og Aarhus Universitet er blandt top 100 og dermed i blandt verdens bedste. Fra februar tager TV 2 | ØSTJYLLAND med værten Søs Kjeldsen i spidsen dig med ind bag murene - med fortællinger der fascinerer og vækker nørden i os alle - i premieren på programmet IQ.

I to programmer i serien IQ tager TV 2 | ØSTJYLLAND dig med i aflåste laboratorier og mørke kældre fyldt med viden på Aarhus Universitet.

Du kan møde rotter med autisme, 1400 år gamle inka-mumier, få svar på hvorfor udenlandske studerende strømmer til tandlægehøjskolen i Aarhus, om den røde ræv udkonkurrerer den hvide ræv og hør, hvordan man snyder den dovne cafeteriagæst til at rydde op efter sig selv.

Til Februar blænder IQ op for en række programmer, hvor de første to programmer går tæt på den nyeste forskning på Aarhus Universitet. Helt ”jordnært” bliver det, når Søs Kjeldsen d. 14. februar dykker ned i forskningen på biologi på Aarhus Universitet hvor Jens-Christian Svenning, Kent Olsen og Camilla Fløjgaard fortæller om bekymringen over klimaændringernes indvirkning på miljøet, og de forudsiger, at en række planter og dyr om få år vil forsvinde fra Danmark.

Ligeledes kommer Søs Kjeldsen d. 21. februar også forbi rotter med autisme og musehjerter der skæres i skiver, når hun forsker i medicin med Hans Erik Bøtker, Jacob Johnsen, Kim Nielsen, Freja Bertelsen og Helle Prætorius.

I IQ er der tid til fordybelse. Her bliver det nørdede til levende fortællinger, der fascinerer. Se IQ hver tirsdag kl. 21 på det nye TV 2 | ØSTJYLLAND.